Du får både brug for vanter og solbriller i næste uge.
Det svinger nemlig frem og tilbage mellem varme og kulde de næste dage.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Hans Wanner tidligt søndag morgen.
- Søndag bliver lidt kold med kun lidt over frysepunktet og sne eller slud. Men i løbet af natten bliver det betydeligt varmere og mandag op til mellem 7 og 12 grader. Samtidig bliver det blæsende med en del regn, siger han.
I løbet af tirsdagen passerer en koldfront fra vest, og det bliver igen koldere med snebyger.
Den kolde luft holder sig helt til fredag. Herefter kan du godt finde solbrillerne frem.
- I den kommende weekend ser det ud til at blive lidt varmere igen, fortæller Hans Wanner.
Her ventes temperaturer mellem 5 og 10 grader og mest tørt vejr.