2024 var et turbulent år for Jonas Vingegaard.
Sommerens Tour de France gik ikke helt som håbet for Jonas Vingegaard.
Den ydmyge Glyngøre-dreng formåede nemlig ikke at vinde løbet for tredje gang i træk - men det var der heller ikke mange, der havde forventet.
Kun få måneder inden det store etapeløb var han nemlig ude for et alvorligt styrt, der sendte ham på hospitalet i næsten to uger.
Men selvom Jonas Vingegaard næppe havde en sæson, der levede op til egne ambitioner, så er han allerede begyndt at rette blikket mod den kommende sæson.
Netop Jonas Vingegaards 2025-sæson har også været et varmt samtaleemne på det seneste.
Der har svirret mange rygter om, hvilke løb danskeren skal køre, men de spekulationer er nu ovre. Glyngøre-drengens løbsplan for 2025 er nemlig blevet offentliggjort.
Selvom rygterne gik på, at Vingegaard ville køre både Giro d’Italia og Tour de France, står det nu klart, at det ikke kommer til at ske.
Derfor kommer det nok bag på mange, at den danske cykelstjerne ikke stiller til start i Giro d'Italia.
Det skriver B.T.
Årets program er skruet sammen med fokus på kvalitet frem for kvantitet.
"Jeg ser allermest frem til at komme tilbage til Tour de France. Det er det løb, der betyder mest for mig. Det er årets største løb, og der er bare noget specielt over Tour de France," udtaler danskeren i en video, som hans hold har delt.
Forårets program byder på Paris-Nice, Catalonien Rundt og Vuelta a España:
"Til foråret skal jeg køre Paris-Nice og Catalonien Rundt, og senere skal jeg køre Vuelta a España. Jeg kommer til at køre løbene for at vinde dem, og jeg er virkelig motiveret (...) Vuelta a España er et specielt løb, et af verdens største og et, jeg altid har set i fjernsynet og ville vinde," siger han.
Om Vingegaard kan sikre sig sejren i årets Vuelta, vil tiden vise. I 2023 sad Visa på alle tre podiepladser, men det var ikke til danskerens fordel, da holdet valgte at lade amerikaneren, Sepp Kuss, beholde førertrøjen.
Det efterlod Vingegaard på andenpladsen og Primoz Roglic på tredjepladsen.
Med Tour de France som det altoverskyggende mål og en chance for revanche efter nederlaget i 2024, er der ingen tvivl om, at Vingegaard allerede har placeret øjnene på den gule førertrøje.
Og mon ikke det betyder, at Tadej Pogacar får kamp til stregen i år...