Sommeren er den perfekte tid til korttidsudlejning af boliger, og måske overvejer du at udleje de tomme kvadratmeter, mens du selv nyder solen et sted i Sydeuropa eller på en terrasse i Danmark.
Platforme som Airbnb, hvor rejsende kan leje private boliger, er blevet et populært alternativ til hoteller i de senere år.
Selvom det kan virke som en nem måde at få lidt ekstra indkomst på, er det vigtigt at kende reglerne, da en uovervejet udlejning kan få uønskede konsekvenser.
Det skriver EjendomDanmark i en pressemeddelelse.
Tjek reglerne, før du udlejer
Reglerne for korttidsudlejning afhænger af, hvilken type bolig du har, og det er der mange, der glemmer at undersøge.
"Reglerne varierer afhængigt af, om du bor til leje, i en andelsbolig eller ejer din bolig. Det er derfor vigtigt, at du sætter dig ind i dem, før du udlejer," forklarer Simone Ørum Holmbo, underdirektør i EjendomDanmark, og fortsætter:
"Hvis du er lejer, skal du være ekstra opmærksom. Du skal have tilladelse til at fremleje og informere din udlejer på forhånd. Selv med tilladelse kan det være, du ikke må udleje til gæster hele sommeren. Det kan blive betragtet som erhvervsmæssig udlejning eller hoteldrift, og så risikerer du at miste din bolig."
I andelsboligforeninger er korttidsudlejning som udgangspunkt forbudt, med mindre foreningens vedtægter siger noget andet.
For ejerlejligheder gælder det modsatte – her er det som regel tilladt, medmindre der er forbud i vedtægterne.
Du er ansvarlig for skader og gener
Selv hvis din udlejer eller forening giver grønt lys, er det vigtigt, at du har styr på dit praktiske og juridiske ansvar.
"Du er ansvarlig, hvis der opstår skader eller gener. Dine gæster skal overholde husordenen i ejendommen, selvom du ikke er hjemme. Selv om man håber på det bedste, kan det blive dyrt, hvis noget går galt. Overtrædelser af lejelovens regler kan i værste fald føre til, at du mister din bolig," advarer Simone Ørum Holmbo og fortsætter:
"Tjek også, hvordan din forsikring dækker, fx ved tyveri, og sørg for at lave skriftlige aftaler med dine gæster."
Værtsgarantien fra Airbnb er ikke en traditionel forsikring. Den dækker ikke kontanter, værdipapirer eller skader på fællesområder.
Fem ting, du bør være opmærksom på, før du udlejer din bolig:
Tjek, om du må udleje. Reglerne afhænger af, om du bor til leje, i en andelsbolig eller ejer din bolig – og kræver ofte tilladelse fra udlejer eller forening.
Airbnb dækker ikke alt. Smykker og kunst er kun delvist dækket, og kontanter, værdipapirer og skader på fællesområder er helt undtaget.
Lav altid en skriftlig aftale. Mundtlige aftaler giver ikke samme beskyttelse, hvis der opstår problemer.
Du hæfter for dine gæster. Også hvis de forårsager skade, larm eller generer naboerne.
Midlertidige gæster kan skabe utryghed. Især hvis naboerne ikke ved, hvem der har adgang til bygningen.