Elbiler bliver stadig mere dominerende på de norske veje, men ikke alle bilister er klar til at skifte til strøm.
Norge har længe været foregangsland for elektrisk transport, og i 2024 udgjorde elbiler hele 90 procent af de nyregistrerede biler. En imponerende andel, men bag tallene gemmer der sig stadig en vis skepsis blandt bilkøberne.
”De seneste måneder viser en tydelig tendens: Nybilskøbere vælger i høj grad elbiler. Vi forventer, at denne udvikling fortsætter, og at op mod 95 procent vil gå efter en elbil i 2025,” siger Nils Sødal, senior kommunikationsrådgiver i NAF.
Selvom andelen af elbiler er tæt på total dominans, når Norge sandsynligvis ikke målet om 100 procent elbiler i 2025. Nogle bilister forholder sig fortsat skeptiske og usikre.
Det skriver Boosted
En psykologisk barriere
En undersøgelse fra NAF viser, at kun 46 procent af de adspurgte er sikre på, at deres næste bil bliver en elbil. Til gengæld er tilfredsheden høj blandt dem, der allerede har taget springet: 77 procent vil vælge el igen, når de skal skifte bil.
Tallene tyder på, at fordelene ved elbiler først for alvor bliver tydelige, når man selv har erfaring med at køre en. Alligevel er mange stadig tøvende. Kun 29 procent af bilister uden elbil er sikre på, at deres næste bil bliver elektrisk, mens 31 procent direkte afviser idéen. Resten er usikre.
Ifølge Sødal vender de fleste, der først har skiftet til elbil, ikke tilbage til benzin- eller dieselbiler. Han tilføjer dog, at visse bilister stadig vil have behov for andre typer biler.
Selvom elbiler er godt på vej til at dominere det norske marked, eksisterer der altså stadig en kløft mellem dem, der allerede har taget skiftet, og dem, der tøver. Overgangen handler ikke kun om teknologi – den er også psykologisk.