450.000 danskere skiftede forsikringsselskab sidste år

Nye tal viser, at der er høj aktivitet og stærk konkurrence på det danske forsikringsmarked: 450.000 danskere flyttede sidste år 1,2 mio. forsikringspolicer til et andet forsikringsselskab.

Det er let og enkelt at skifte forsikringsselskab i Danmark. Det er danskerne gode til at udnytte, viser nye tal fra F&P.

– Danskerne flyttede 1,2 mio. private forsikringspolicer sidste år. Det viser, at der er høj mobilitet på forsikringsmarkedet, og at danskerne er opmærksomme på, at deres forsikringer både skal have den rigtige dækning og til den rigtige pris, siger underdirektør Pia Holm Steffensen fra F&P – brancheforening for forsikring og pension.

Når forsikringsbranchen har prioriteret, at det er let og enkelt at skifte forsikringsselskab, så er det med til at sikre en høj mobilitet – og det er ydermere en indikation på god og sund konkurrence. Tallene viser, at danskerne er gode til at skifte forsikringsselskab, selvom forsikringer måske ikke har den største interesse hos de fleste.

– I et marked med god og sund konkurrence skal der også være aktive forbrugere. Vi forventer ikke, at alle danskere hver dag tjekker, om de har den rigtige forsikring til den bedste pris, men tallene for antallet af overførsler af forsikringer viser, at rigtig mange danskere løbende og aktivt tager stilling til deres forsikringer, siger Pia Holm Steffensen.

249.000 skiftede bilforsikring

Der var 249.000, der skiftede selskab på deres bilforsikring sidste år. Det er fx et oplagt tidspunkt at sikre sig den bedste forsikring, når man køber ny bil.

– Det er altid en god ide at tjekke, om man har den rigtige forsikring og til den rigtige pris. Vi har forsikringsguiden.dk, hvor man kan sammenligne priser og dækninger. Det kan være, man kan få et bedre produkt, end man har i forvejen, siger Pia Holm Steffensen.