400.000 elkunder får billigere strøm: Så meget billigere bliver elregningen

24/04/2025 13:28

|

Emil Martesen

Foto: Cerius Radius
400.000 elkunder får billigere strøm.

Andre læser også

Den 1. juni kan flere end 400.000 elkunder i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne se frem til, at elregningen skrumper.

Netselskabet Cerius sænker nemlig tarifferne for privatkunderne med ca. 5 pct., hvilket svarer til, at Cerius-kundernes samlede elregning bliver 26 mio. kr. lavere.

Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.

Det er fjerde gang siden starten af 2023, at kundernes udgifter til transport af strøm bliver sat ned, fortæller Cäthe Bay-Smidt, funktionschef i Cerius.

Dermed er kundernes tarif-regning nu lavere end før energikrisen. 

”Vi har lagt energikrisen bag os, og det er altid dejligt at kunne fortælle kunderne, at deres elregning bliver en smule mindre. Selvom vores vigtigste opgave er at sikre de nødvendige investeringer i elnettet, så vi også i fremtiden har et robust elnet, så holder vi også hele tiden øje med, om vi kan skrue ned for tarifferne. Og det er der altså luft til nu,” fortæller Cäthe Bay-Smidt. 

Hun tilføjer, at netselskabet tror på, at prisen for transport af strøm i forsyningsområdet ikke vil stige til trods for, at der skal investeres mange milliarder i elnettet de kommende år. 

”Vi kommer til at lave store investeringer i at bygge fremtidens elnet frem mod 2030, men som kunde skal man ikke frygte, at det er ensbetydende med højere priser. For vi står midt i en tid, hvor der hver dag bliver tilsluttet mange nye kunder til nettet med meget nyt forbrug, og derfor bliver der flere til at betale den samlede regning til elnettet,” siger Cäthe Bay-Smidt. 

Sidste år transporterede Cerius 5,6 pct. flere gigawatttimer gennem netselskabets elnet sammenlignet med 2023.

Forventningen i Cerius er, at den udvikling vil fortsætte i takt med, at elektrificeringen tager fat. 

”Over de kommende år vil det samlede forbrug vokse. Vi ser hele brancher, der er i fuld gang med at lade sig elektrificere, og hos private er det særligt elbilerne og varmepumperne, der får elmålerne til at snurre. I Cerius forstærker og udbygger vi selvfølgelig elnettet til fremtidens behov, men vi vil også gerne udnytte det eksisterende elnet bedst muligt. Og der er tarifferne et rigtig vigtigt værktøj, for prisniveauet fortæller kunderne, hvornår der er mest tryk på elnettet. Og hvis vi kan fordele vores forbrug mere jævnt ud over hele døgnet, så kan vi i netselskaberne prioritere vores forstærkninger af elnettet de steder, hvor udviklingen går hurtigst,” lyder budskabet fra Cäthe Bay-Smidt.