Er du sikker på, at du standser ordentligt for rødt lys? Et par centimeter kan koste dig 2500 kroner og et klip

04/08/2023 13:30

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Privat
Der gælder det virkelig om at have styr på sin bil!

Mest læste i dag

Selvfølgelig stopper du for rødt lys, og du er en ansvarsfuld bilist, der holder bag stoplinjen ved krydset.

Mens du venter på, at lyset skifter til grønt, kommer der pludselig en betjent, der signalerer, at du skal dreje eller køre hen til et angivet sted, hvor du ikke forhindrer den øvrige trafik.

Som sagt, så gjort, og her ender du med at få en bøde på 2000 kroner og et klip i kørekortet.

Forvirret? Mest sandsynligt. Frustreret? Uden tvivl. For du holdt jo bag stoplinjen!

Eller gjorde du?

Gælder hele bilen

I Færdselslovens §4 står der:

"Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde."

Den paragraf fulgte du også, fordi du holdt bag stoplinjen, men problemet var, at du ikke gjorde det med hele bilen.

Det er nemlig ikke nok, at det kun er hjulene, der holder bag linjen. Det forklarer Dennis Lauge, der er chefkonsulent i FDM.

"Når der er rødt lys, skal kørende standse før stoplinjen. Det betyder med andre ord, at hele bilen skal være bag stoplinjen. Det er ikke usædvanligt, at der gives bøder for at trille frem over stoplinjen, selvom der er rødt lys – det kan fx ses i diverse tv-programmer, der følger færdselspolitiets arbejde," fortæller han.

Og det betyder altså, at hvis bare noget af din kofanger for eksempel krydser linjen, så tæller det faktisk som at have kørt over for rødt lys.

Resultat: 2000 kroner i bøde, 500 kroner til Offerfonden og et klip i kortet for at have kørt over for rødt lys.