Støv stammer fra mange forskellige kilder både indenfor og udenfor hjemmet. Det kan bestå af jordpartikler, pollen, døde hudceller, tekstilfibre og endda mikroskopiske plastikstykker.
Disse partikler svæver i luften og lægger sig til sidst som støv på de mest irriterende steder i huset. Selvom det kan være svært at undgå, kan man med den rette tilgang reducere mængden betydeligt.
TikTok-brugeren Georgia, kendt som Clean with Georgia, har afsløret nogle almindelige fejl, som folk ofte laver, og som faktisk kan føre til mere støv i hjemmet.
En af hendes anbefalinger er at skifte et populært rengøringsprodukt ud med en simplere metode, hvis man ønsker at forhindre støv på paneler og fodlister.
Sådan forebygger du støvophobning
Nogle anbefaler at bruge skyllemiddel, da det kan forhindre støvet i at sætte sig ved at efterlade en glat overflade, der gør det sværere for støvet at hæfte på fx fodlister. Dette kan samtidig give en behagelig duft i hjemmet. Men ifølge Georgia er dette ikke den bedste løsning, som det britiske medie Express rapporterer.
Hun anbefaler i stedet blot at rengøre fodlisterne med vand. Vand hjælper med at gøre støvpartikler tungere og større, så de lettere falder til jorden og ikke svæver rundt i luften eller samler sig på overflader.
Når vandet fugter støvet, klumper partiklerne sammen og lægger sig, hvilket mindsker støvets ophobning og forhindre det i at hvirvle op igen – især på steder med meget støv som byggepladser og ujævne veje, fortæller eksperter fra DustQuip ifølge Express.
De påpeger, at metoden virker effektivt i de fleste miljøer, men under særlige forhold som frost, tørke eller kraftig vind kan det være nødvendigt at gentage rengøringen hyppigt.
Vand kan også bruges til at fange støv på møbler. Rengøringsekspert Carolyn Forté, direktør for Home Care & Cleaning Lab ved Good Housekeeping Institute, anbefaler at tørre støv af møbler med en blød klud, der er let fugtet med vand eller møbelspray.
Alternativt kan man bruge mikrofiber- eller elektrostatisk støvklude, som via statisk elektricitet fanger flere støvpartikler.
Carolyn anbefaler at aftørre støv fra møbler ugentligt og lave en grundigere rengøring af lamper og persienner en gang om måneden.
Derudover bør man hver tredje til sjette måned rengøre under og bag møbler, støvsuge madrasser samt vaske puder og dyner for at holde støvet nede.