Når temperaturen dagligt overstiger syv grader, er det signal til at udskifte vinterdækkene med sommerdækkene. Alligevel beholder mange bilister i Danmark vinterdækkene på for længe hvert år.
I juni 2022 kørte op til 400.000 bilister stadigvæk på vinterdækkene, hvilket påvirker både sikkerhed og økonomi negativt.
Dette påpeger Jeppe Damgaard, teknisk chef ved SOS Dansk Autohjælp.
"Hvert år oplever vi, at en stor del af bilisterne fortsætter med at bruge vinterdækkene gennem sommeren. Disse dæk er designet med en blødere gummiblanding for bedre greb på veje dækket af sne og is. Når temperaturerne stiger om sommeren, bliver dækkene dog for bløde, hvilket reducerer grebet på vejen. På tørre og varme veje kan bremselængden være op til 10-20% længere på vinterdækkene sammenlignet med sommerdæk, hvilket kan føre til ulykker," udtaler Jeppe Damgaard.
Han fremhæver yderligere fordelene ved at skifte dæk efter sæsonen.
"Sommerens varme asfalt slider hurtigere på dækmønsteret, hvilket kan betyde, at dækkene er slidt ned inden vinteren. Ved korrekt sæsonbrug af dæk bevares begge sæts egenskaber bedre, og de vil holde længere. En bil med vinterdæk om sommeren vil desuden forbruge mere brændstof, fordi vinterdæk har højere rullemodstand. Dette påvirker både din økonomi og miljøet," forklarer Jeppe Damgaard.
Mere end hver tiende kører nu på helsårsdæk
Flere bilister vælger nu helårsdæk fremfor at skifte mellem sommer- og vinterdæk. Ifølge Rådet for Større Dæksikkerheds årlige opgørelse steg andelen af bilister, der kører med helårsdæk, fra cirka syv procent i juni 2018 til 11 procent i sommeren 2022.
SOS Dansk Autohjælp mener, at helårsdæk er en bedre løsning end at bruge sommerdæk om vinteren og omvendt. Men Jeppe Damsgaard påpeger, at helårsdæk er et kompromis.
"Helårsdæk tilbyder en mellemvej – de matcher ikke sommerdæk i sommermånederne eller vinterdæk om vinteren i performance. Men på dage med isglatte veje eller meget høje temperaturer, hvis du lader din bil stå, kan gode helårsdæk være tilstrækkelige. Vi anbefaler dog altid, at du søger rådgivning hos en ekspert vedrørende valg af dæk til din bil."
Vigtige tips ved skift til sommerdæk
Kontroller dækmønstret: I Danmark er den lovmæssige minimumsdybde for dækmønster 1,6 mm. Men vi anbefaler en dybde på mindst 3 mm.
Tjek dæktrykket: For lavt dæktryk kan føre til dårligere vejgreb og øget brændstofforbrug. Det anbefalede dæktryk varierer efter bilmodel og kan typisk findes ved tankdækslet, ved b-stolpen eller i bilens instruktionsbog.
Husk at efterstramme hjulene: Sommerdæk monteres ofte på alufælge og vinterdæk på stålfælge. Sørg for at bruge de korrekte bolte til fælgene. Efter dækskiftet er det vigtigt at efterstramme hjulene efter de første 100-200 km – uanset om dækskiftet er udført af dig selv eller et værksted.