20-årig mand sigtet for blufærdighedskrænkelser i Trige
Østjyllands Politi anholdt torsdag aften en 20-årig mand fra Randers, som sigtes for at have blufærdighedskrænket flere unge kvinder i Trige gennem de sidste to uger.
Han fremstilles fredag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Den 20-årige mødte omkring kl. 21.00 op på politistationen i Aarhus C, hvor han fortalte, at det var ham, som var på de billeder, politiet har offentliggjort i sagen.
Han blev straks anholdt og sigtet for otte forskellige forhold.
Sag med høj prioritet
”Vi er meget tilfredse med, at vi nu har anholdt den formodede gerningsmand, som har skabt meget stor utryghed i området. Det er en sag, der har haft høj prioritet, og vi har efterforsket den intenst og løbende haft patruljer derude. Jeg vil gerne takke borgerne for at have bidraget både med tip og med de massive delinger af de billeder, vi offentliggjorde i sagen”, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Den 20-årige fremstilles nu i grundlovsforhør, og det vil så være op til retten, hvor vidt han skal varetægtsfængsles i sagen.
Østjyllands Politi tweeter ud, så snart tidspunktet for grundlovsforhøret er fastsat.