Politi: Vi giver ikke frit lejde

13/12/2021 08:01

|

Christina Hansen

Foto: Niclas Jessen

Mest læste i dag

Politiets indsats under lørdagens bil-demonstration i Aabenraa resulterede i blandt andet 31 sager om overtrædelse af færdselsloven, ti klip og en betinget frakendelse af kørekort
Der har i weekenden verseret rygter på de sociale medier, om at Syd- og Sønderjyllands Politi skulle have lovet såkaldt “frit lejde” til deltagerne i en bil-demonstration i Aabenraa lørdag eftermiddag, så de uhindret kunne køre med i demonstrationen i biler, der ikke levede op til færdselsloven.

Syd- og Sønderjyllands Politi har på intet tidspunkt givet udtryk for noget sådant. Hverken i forbindelse med weekendens demonstration eller på andre tidspunkter. Politiet udsteder ikke fripas til lovovertrædelser.

Under demonstrationen blev bilister vinket ind på et kontrolpunkt på Vestvejen i Aabenraa, når patruljerne skønnede, at køretøjerne ikke overholdt færdselsloven. De blev herefter kontrolleret af færdselspoliti og bilinspektører og der blev ikke skelet til, om bilerne deltog i demonstrationen eller ej.

Indsatsen resulterede i 31 rapporter vedr. overtrædelse af færdselsloven, 17 synsindkaldelser, 10 klipsager, en betinget frakendelse af kørekort og en overtrædelse af straffelovens § 121 (fornærmelig tiltale). Det er endnu ikke gjort op, hvor mange overtrædelser af hastighedsgrænserne, der blev målt i området lørdag.