Politi: Disse danskere får besøg af os

17/09/2021 13:21

|

Christina Hansen

Foto: Shutterstock.com

Mest læste i dag

Støj fra de to-hjulede køretøjer og hasarderet kørsel på ulovlige knallerter på stisystemer er noget, som politiet har stor fokus på. Politiet modtager dagligt anmeldelser fra borgere, som er generet af larmende knallerter og utryghedsskabende kørsel over hele politikredsen.

Indsatsen mod ulovlige knallerter består ofte i at standse knallerterne og kontrollere, om de kan køre hurtigere end tilladt. Knallerterne bliver målt på et rullefelt, og føreren/ejeren sigtes, hvis knallerten kan køre for hurtigt. Sagerne afgøres med bøde og frakendelse af retten til at køre lille knallert. I gentagelsestilfælde bliver knallerten konfiskeret fra ejeren.

Politiet vil nu forsøge sig med en ny måde at stoppe de generende knallertkørere på. Metoden er mere dialogbaseret, idet politiet erfaringsmæssigt ved, at mange hurtige knallerter bliver ført af unge fra lokalområderne. Ud fra betjentenes lokalkendskab og borgernes anmeldelser kan politifolkene hurtigt identificere, hvem det er, som kører og er til ulempe i et område. I stedet for at køre efter de hurtige knallerter og måske være til fare for andre, vil politiet opsøge knallertejerne hjemme og tage en snak om problemet.

”Vi dukker simpelthen op i hjemmene og tager en snak med de unge og med deres mor og far. Politiet vil gerne løse udfordringen med generende knallerter uden at skulle hive bødeblokken frem” siger John Jensen, vicepolitiinspektør i forebyggelsesafdelingen hos Midt – og Vestsjællands Politi.

Onsdag middag var en patrulje i Asnæs bymidte, da flere borgere havde følt sig generet af en larmende knallert, som ifølge vidner dagligt kørte alt for stærkt i byen. Det lykkedes betjentene at identificere en mistænkt ung mand fra lokalområdet. Patruljen kontaktede den unge mands far, som blev gjort bekendt med mistanken, og at politiet ville følge op med sønnen. Betjentene ringede herefter til den unge mand, som fik en mundtlig løftet pegefinger, og vejledt om, at han kunne forvente at politiet ville holde ekstra øje med hans kørsel fremover. Han blev desuden gjort bekendt med, hvilke konsekvenser en sigtelse kunne få for ham, hvis han kørte på en ulovlig knallert.

”Vores erfaring er, at borgerne er glade for en forebyggende indsats. Mange unge har måske ikke overvejet, hvor meget deres kørsel generer, eller hvor farligt det kan være at køre stærkt på knallert. Vi oplever også, at forældrene er glade for en orientering, og møder en villighed til at indgå dialogen med deres børn om problemet” fortsætter John Jensen.

Politiets forebyggelsesafdeling arbejder hele tiden på, at løse udfordringer i lokalområderne ved at indgå dialog med borgerne. Borgere, som oplever generende kørsel eller andre problemstillingeri et område, kan altid kontakte politiet, der har brug for de lokales øjne og ører på stedet for at kunne gribe ind.

Kontakt politiet på tlf. 114, hvis der sker noget i din by, som du ønsker politiet skal se nærmere på.