Politi advarer: Lad ikke dine børn købe dette - det er våben

12/01/2022 08:25

|

Christina Hansen

Foto: Kræftens Bekæmpelse

Mest læste i dag

Syd- og Sønderjyllands Politi har konfikseret ulovlige importerede våben fra 42 syd- og sønderjyske børn de seneste tre år. Antallet af sager er faldet drastisk i perioden.

Syd- og Sønderjyllands Politi har de seneste tre år registreret 42 sager om import af ulovlige våben, hvor mindreårige børn er registreret som modtagere. 

- Sagerne sender et alvorligt signal om, at forældrene skal være mere opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig på nettet, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion. 

Den ulovlige import bliver opdaget i forbindelse med Toldstyrelsens kontrol af post og pakker, der bliver sendt som luftpost. Toldstyrelsen konfiskerer våbnene og overdrager sagerne til politiet til videre efterforskning.

I alt blev der i løbet af årene 2019-2021 konfiskeret 1384 ulovlige våben, der var sendt fra udlandet til borgere i Syd- og Sønderjylland. Ser man på udviklingen fra 2019 til sidste år, falder antallet af importerede våben drastisk. I 2019 blev der fundet 866 ulovlige våben, mens tallet sidste år var på 239.

Også for de yngste går udviklingen den rigtige vej. I 2019 fik 30 børn mellem ni og 14 år konfiskeret de våben, de havde købt på internettet i udlandet. Sidste år var der tale om fire børn.

Vicepolitiinspektør Christian Østergård peger på, at de mindreårige ofte kender våbnene fra computerspil.

- Vores umiddelbare vurdering er, at de mindreårige ikke er klar over, at det er ulovligt at være i besiddelse af de våben, de har købt, siger vicepolitiinspektøren, der vurderer, at de mindreårige ikke køber for eksempel knive for at bruge dem i det offentlige rum, men fordi de ser flotte ud – ligesom på computerskærmen. 

De fire syd- og sønderjske børn, der i 2021 fik konfiskeret deres indkøb, er mellem 12 og 14 år og tre af dem har fortalt politiet, at de ikke var klar over, at der var tale om våben. Børnene har forklaret, at de troede, at en strømpistol fra Kina, et mergelspir fra Malaysia og en totenschlæger fra Malaysia henholdsvis var en mobiltelefon, en nøglering med form som et lyn og en tryllestav. Den fjerde havde købt en halskniv med indbygget knojern efter at have set tilsvarende våben i computerspil. Den 14-årige dreng ville hænge våbnet på sin væg.

Da børnene er under den kriminelle lavalder på 15 år, kan de ikke straffes for den ulovlige import. Men børnene får konfiskeret deres indkøb og kommer til afhøring hos politiet sammen med forældrene, hvor der også er en repræsentant til stede for de sociale myndigheder. 

Er den unge over 15 år, vanker der typisk en bøde på 3.000 kroner for besiddelse af ulovlige våben. Og er der tale om skærpende omstændigheder – fx gentagelsestilfælde – kan der også blive tale om fængselsstraf. Hertil kommer en plet på straffeattesten, der fx kan påvirke muligheden for at få et fritidsjob eller en praktikplads i en virksomhed.