Drama på Bornholm: Formodet spritbilist brager gennem husmur

08/04/2023 10:39

|

Thea Andersen

Foto: Presse-fotos.dk
En mand i 40'erne torpederede natten til fredag et hus på Bornholm i sin bil.

Mest læste i dag

Det gik helt galt, da en mand 40'erne natten til fredag satte sig bag rattet i sin bil.

Han havde nemlig fået lidt for meget at drikke.

Således endte han med at køre sin bil gennem en husmur på Stavsdalsvej på Bornholm.

Det fortæller Mikkel Brochorst, som er vagtchef ved Bornholms Politi, ifølge Presse-fotos.dk.

Han oplyser, at politiet fik anmeldelsen fra den chokerede familie, som bor i huset, omkring klokken 02.00 natten til lørdag.

- Det var meldingen, at en personbil havde påkørt facaden på et hus og holdt omme ved baghaven, siger Mikkel Brochorst.

- Vi sender patruljer derud, hvor vi træffer, hvad vi antager, er føreren af køretøjet, som er spirituspåvirket.

Han blev anholdt og kørt til hospitalet med "flere forskellige frakturer" og kraftig blødning fra ansigtet.

Manden er derfor endnu ikke blevet afhørt.

Han fik dog en alkometertest, som antydede, at hans alkoholniveau var over det tilladte, og skal nu have taget en blodprøve, der skal give et mere præcist billede af hans spirituspåvirkning.

Heldigvis kom familien, som bor i huset, igennem ulykken uden at komme noget til, selvom de selvfølgelig fik sig noget af en forskrækkelse.