En motorvej på Fyn blev centrum for vilde scener, da en beruset vanvidsbilist forsøgte at flygte fra politiet, i en jagt der til tider nåede svimlende høje hastigheder.
Mandag aften blev en hæsblæsende aften for en mandlig bilist, hans passager og ikke mindst politiet, da den berusede bilist forsøgte at flygte fra politiet med hele 250 kilometer i timen.
Det hele startede da en civilpatrulje opdagede en bilist der kørte alt for hurtigt ned af motorvejstilkørslen ved Kværndrup. Man forsøgte derfor at få bilisten til at holde ind til siden, men det skulle der altså være to meninger om.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Herefter fulgte en biljagt i en voldsom fart, hvor den berusede bilist over en periode på fem kilometer nåede de ekstremt høje hastigheder.
” Bilisten kørte faktisk så hurtigt, at patruljen havde svært ved at indhente bilen, men ved Svendborg Nord afkørslen bremsede den endelig ned og kørte af motorvejen ind mod Svendborg,” – Lyder det fra politiet.
Det lykkedes endeligt at få stoppet manden ved Svendborg, efter patruljen havde fået tilkaldt forstærkninger.
Og hvis betjentene ikke i forvejen var godt trætte af den fartglade bilist, blev de det sandsynligvis da de fik kontakt til manden. Det kunne nemlig her bekræftes at manden var beruset, og havde en promille på 0,85.
Politiets teknikere skal nu se på optagelser af den vilde biljagt, for at afgøre præcist hvor hurtigt manden kørte.
Uanset hvad, kan manden, i kraft af sin promille se frem til en bøde for spirituskørsel der ifølge Avisen.dk vil være 85 procent af mandens netto månedsløn, og en bøde på mindst 7.000 kroner, som resultat af at have kørt over 200 km/t i en 130-zone. Samtidig står manden til en ubetinget frakendelse af kørekortet.