Ny dokumentar om Sussi og Leo på vej

25/05/2023 09:03

|

Thea Andersen

Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix
Ny dokumentar om Sussi og Leo har meget snart premiere.

Mest læste i dag

Hele Danmark gik i sorg, da Leo Nielsen, der var kendt som den ene del af Sussi & Leo, gik bort.

I en ny dokumentar på TV 2 følger vi Leo i den sidste tid af hans liv, og Sussi, som ikke kun har været hans musikalske partner, men også hans kone gennem mere end 50 år, i tiden efter.

- Godaften venner. Nu kommer den endelig. En lille serie der hedder “ Sussi uden Leo “ den starter lidt før Leo døde, og et par mdr. efter, lyder det fra Sussi i et opslag på Instagram, som fortsætter:

- Du kan finde den på nettet og TV2play. Den starter den 26/5. Der kommer også en artikel på TVnord, så vidt jeg husker, her i weekenden. Stort knus fra Sussi.

Sammen med teksten har hun delt en række billeder.

Nogle af dem er taget før, hun mistede sin Leo, mens andre er fra tiden efter. Blandt andet har hun delt et billede, hvor hun står ved Leos gravsted på Saltum Kirkegård.

Du kan se billederne herunder.

Dokumentaren "Sussi uden Leo" får premiere den 26. maj og kan ses på TV 2 Play.

Leo Nielsen fik fred den 18. februar 2023 efter at have været igennem et langt og opslidende sygdomsforløb, som tog sin start for flere år siden.

Det fik sin start, da han var uheldig og faldt ned af en stige i den autocamper, som han og Sussi har brugt til at køre rundt i hele Danmark, når de skulle optræde med deres band, som har gjort dem til kendte navne i hele landet.

Han brækkede sin hofte i 2016, og blev senere ramt af komplikationer, der gjorde, at han måtte opereres igen.

Desuden fik også han problemer med sin ene nyre og stafylokokker i det ene ben samt mistede synet på det ene øje.

I december sidste år blev han ramt af tarmslyng, og måtte indlægges i to måneder. I slutningen af januar kom han hjem med en vægt på kun 46 kilo, og kort tid efter - den 11. februar - blev Leo indlagt igen.

Denne gang var det ikke længere muligt at komme i kontakt med ham. En uge senere sov han stille ind på Hjørring Sygehus.

Leo Nielsen blev 67 år gammel.