”Skibby på frierfødder” har premiere i aften.
I oktober sidste år kom danskerne helt tæt ind på Jesper Skibby, da han åbent fortalte om sin ADHD og sit misbrug i TV 2s dokumentarserie “Min skjulte smerte”.
Nu vender den folkekære, tidligere cykelrytter tilbage på skærmen, skriver BILLED-BLADET.
Denne gang kan han sammen med hans kæreste gennem 17 år, Mette Røpke, opleves i det nye TV 2 Charlie-program ”Skibby på frierfødder”, hvor de gør en indsats for at få gnisten tilbage i hverdagen.
- Vores store kærlighed er vores datter Elisabeth, men vi må indrømme, at vi er røget i forældrefælden. Vi er gradvist gledet fra hinanden som kærester og har glemt at dyrke kærligheden, fortæller Mette Røpke ifølge en pressemeddelelse fra TV 2 og fortsætter:
- Med programmet ønsker vi at vise, at jagten på kærligheden er svær og kræver, at man gør en indsats. Vi vil gerne være med til at bryde et tabu og sige højt, at tingene i et parforhold kan være svære, og at der skal kæmpes. Man kan godt ændre de roller, man er groet fast i.
Hvis det hele ender godt, vil Jesper falde på knæ og fri til Mette - men siger hun ja?
Se det første ud af i alt seks afsnit af ”Skibby på frierfødder” på TV 2 CHARLIE og TV 2 PLAY i aften klokken 20.40.