6 'almindelige' fejl, som kan ødelægge dit græs i efteråret ifølge ekspert

19/09/2024 20:22

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Det kan godt være, du er færdig med at bruge haven, men efteråret er faktisk en særdeles vigtig tid for din plæne!

Mest læste i dag

Mange mennesker undervurderer betydningen af at pleje deres græsplæner i efteråret, men det er faktisk en afgørende periode for plænepleje.

Når temperaturerne falder, og bladene begynder at drysse, har græsplæner brug for vedligeholdelse og forberedelse til vinteren, så de står stærke til foråret.

Eksperter inden for plænepleje og havemaskiner fra Cobra har derfor samlet nogle af de mest almindelige fejl, man begår, når man slår græs i efteråret.

Du pakker plæneklipperen væk for tidligt

Selvom det er blevet efterår, betyder det ikke, at plæneklipperen skal stilles væk. Græsset vokser langsommere, men det har stadig brug for at blive slået regelmæssigt.

Eksperterne anbefaler at slå græsset hver uge eller hver anden uge og hæve klippehøjden til cirka 5 cm. Ved at lade græsset være en smule længere, mindskes belastningen på plænen, og der sikres et større overfladeareal til at opsamle sollys.

Du slår græsset efter regnvejr

Ifølge eksperterne fra Cobra er en af de typiske fejl, at folk slår græsset, mens det stadig er vådt efter regnvejr. Det kan være fristende at gribe enhver chance for at slå plænen, men vådt græs kan skade plæneklipperen, da det lettere klumper sig sammen og blokerer knivene, hvilket kan føre til overophedning.

Du glemmer at lufte jorden

Efter en sommer med fester og grill kan jorden blive komprimeret, hvilket forhindrer vand og næringsstoffer i at trænge ordentligt ned til græsrødderne.

Derfor er det vigtigt at lufte plænen med en greb eller andet værktøj. Du kan finde en guide til, hvordan det gøres, i artiklen her.

Du glemmer at gøde

I efteråret kan græsset have brug for lidt ekstra hjælp til at stimulere rodvæksten og forbedre jordens næringsindhold.

Spred gødning ud over plænen, og hvis der ikke er regn, skal du vande det, så det bliver optaget ordentligt.

Du lader blade og affald ophobe sig

Det er vigtigt at fjerne nedfaldne blade og andet affald fra plænen, da det kan blokere for sollys og kvæle græsset nedenunder. Fugtige blade kan også fremme svampeinfektioner og forhindre næringsstoffer og dagslys i at nå græsset, hvilket øger risikoen for mos og ukrudt.

Du ignorerer misfarvninger eller pletter

Det varme sommervejr kan have påvirket græsplænens helbred, så hold øje med brune eller døde områder. Eksperterne påpeger, at efteråret er det ideelle tidspunkt at reparere disse områder, så græsset kan nå at vokse sig sundt inden vinteren, hvilket vil sikre kraftigere vækst til foråret.

Samtidig giver det fugtige og varme efterårsvejr ideelle forhold for svampe og plænesygdomme. Vær derfor opmærksom på eventuelle ændringer, så du hurtigt kan gribe ind og undgå, at sygdomme spreder sig i haven.

Kilde: Express