Så meget billigere er det at tage på ferie i en elbil

17/07/2024 17:31

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Nielsen Car Group
Der er mange penge at spare, viser en analyse fra Spar Nord og Bilbasen.

Mest læste i dag

Snart vil mange danskere traditionen tro tage på årets sommerferie, og de, der har udskiftet deres benzin- eller dieselbil med en elbil, vil opleve en betydelig økonomisk fordel.

Det fremgår af en ny undersøgelse fra Spar Nord og Bilbasen, der har analyseret transportomkostningerne til nogle af danskernes foretrukne kør-selv-destinationer.

Mange danskere har skiftet til elbil, motiveret af både klima- og økonomihensyn. Dette skifte giver ikke kun besparelser i hverdagen, men også under sommerferien, når man kører til varmere destinationer.

En ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen viser, hvor meget man sparer ved at køre i elbil fremfor benzin- eller dieselbil på ferien.

4000 kroner i forskel

Analysen viser omkostningerne for en biltur til nogle af danskernes foretrukne destinationer, inklusiv brændstof- eller elforbrug, slid på bilen, værditab og vejafgifter. For eksempel koster en tur fra Aarhus til Gardasøen i Italien cirka 13.134 kroner i en benzinbil, 12.943 kroner i en dieselbil, men kun 9.066 kroner i en elbil – en besparelse på omkring 4.000 kroner.

"Ifølge Danmarks Statistik er antallet af elbiler i Danmark steget med 79 procent i maj sammenlignet med samme periode sidste år, mens antallet af benzin- og dieselbiler er faldet. Mange danskere vil i år tage deres første tur i elbilen til det sydlige Europa og mærke besparelsen," siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord.

En tur fra København til den franske riviera koster cirka 15.536 kroner i en benzinbil og 15.321 kroner i en dieselbil, mens elbilsejere slipper med omkring 10.962 kroner, næsten 4.500 kroner billigere.

"Selvom inflationen er faldet efter de store prisstigninger i 2022, er mange ramt af de seneste års rentestigninger på boliglån. De lavere transportudgifter ved elbilen kan hjælpe med at kompensere for disse ekstra udgifter. Samtidig er beskæftigelsen høj, og lønningerne stiger, så besparelsen på transportudgifterne vil gøre sommerferien endnu mere behagelig med flere penge til oplevelser og restaurantbesøg," fortsætter Jens Nyholm.

Turen er blevet dyrere med benzin og diesel

Undersøgelsen viser også, at det er blevet dyrere at køre på ferie i benzin- og dieselbiler i år sammenlignet med sidste år, mens elbilsejere kan glæde sig over lavere omkostninger.

"Stigende brændstofpriser har gjort det dyrere at tage på kør-selv-ferie i benzin- eller dieselbil, mens priskrigen på elbiler i efteråret har sænket omkostningerne for elbiler. Markante prisfald har gjort købsprisen på elbiler lavere, og dermed er de samlede ejeromkostninger også faldet," forklarer Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen.

"Samtidig slipper elbilsejere ofte helt eller delvist for at betale for miljømærker og parkeringsafgifter i mange europæiske byer."

I 2024 koster en køretur fra Aarhus til Istrien i Kroatien 14.781 kroner i en benzinbil og 14.567 kroner i en dieselbil, en stigning på henholdsvis 1.838 kroner og 1.958 kroner sammenlignet med sidste år. For elbiler er omkostningen 10.233 kroner i 2024, mod 10.669 kroner i 2023.

"Det er blevet mere fordelagtigt at køre i elbil. Tidligere var der få ladestandere, men nu er der mange muligheder langs motorveje og større veje. Opladningsomkostningerne er også lavere i Europa, hvor der er en priskrig mellem store lynladeudbydere," forklarer Jan Lang.

"Det er dog vigtigt at bruge store aktører med gennemsigtige priser og undgå tilfældig lynladning, hvor man kan risikere at betale overpris," afslutter han.