Hvis du har flere katte: Sådan kan du se, om de ikke trives sammen

12/06/2024 20:39

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Agria Dyreforsikring
Den er kendt for at være sin egen, men under de rette forhold kan den dog alligevel finde glæde i samværet med andre katte. Men hvad er de rette forhold?

Andre læser også

Som katteejer har du måske overvejet at tilføje endnu en kat til familien og tænkt, at det vil blive dobbelt så hyggeligt.

Men din nuværende kat er muligvis ikke enig.

"Generelt er den domesticerede kats sociale relationer til andre katte et komplekst emne. Katten er hverken et ægte socialt eller et ægte solitært dyr – den befinder sig et sted midt imellem. Den kan både trives alene og nyde samværet med andre katte," forklarer professor Peter Sandøe fra Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab og Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Han tilføjer:

"Vi mennesker er flokdyr og trives sjældent alene. Derfor kan vi have svært ved at forstå, at nogle dyr ikke har samme behov for kontakt med artsfæller. Ligesom mennesker har forskellige grader af socialitet, har katte det også – både i forhold til mennesker og andre katte.

En ny kat kan være godt selskab eller en god legekammerat til den nuværende kat. Men ikke alle katte værdsætter selskab, og det kan være en udfordring at få en kat til at acceptere en ny."

Konflikter i kattehjem

Hvordan sikrer man så en god sammenføring af to katte?

Dette vil Peter Sandøe og hans kolleger undersøge:

"Vi kender ikke omfanget af katte, der kommer til dyrlæge på grund af konflikter med andre katte i hjemmet, eller hvor ofte katte afleveres på internater på grund af sådanne konflikter. Urenlighed er ofte en årsag til dyrlægebesøg og indlevering på internater, og det kan være en følge af konflikter i hjem med flere katte. Generelt mangler der forskning i velfærd hos samlevende katte og de faktorer, der påvirker deres relationer," forklarer Peter Sandøe.

"I mange år blev katten primært betragtet som en musefanger, men nu ser vi en stigende status som familiedyr. Både racekatte og almindelige huskatte er blevet populære kæledyr i mange danske familier. Derfor er det vigtigt med ny forskning, især om kattes sociale adfærd, så vi kan sikre deres trivsel," udtaler Tine Stabell, direktør for Agria Dyreforsikring.

Hvordan opdager du, om din kat mistrives i et katteforhold?

  • Katte undgår helst konflikter, så du skal være opmærksom på små tegn, der kan indikere mistrivsel, f.eks.:

  • Hvis katten begynder at urinmarkere indendørs, gemmer sig eller slikker pelsen af, kan det være tegn på stress.

  • Hvis en kat stirrer meget på en anden kat, kan det være passiv aggression.

  • Pludselig urenlighed kan skyldes, at en anden kat dominerer adgangen til kattebakken eller kattelemmen.

  • En overvægtig kat i et kattehold kan også være et tegn på stress, hvor katten spiser meget for at håndtere stress, ligesom mennesker trøstespiser.

Der kan altså være flere små tegn på, at katte påvirkes af at bo sammen. En tommelfingerregel er, at katte, der soignerer hinanden eller sover tæt sammen, trives godt.

Sådan forebygger du mistrivsel i katteforholdet

Det er svært at vide på forhånd, om to katte vil passe sammen. Studier viser dog, at killinger fra samme kuld, som har haft et nært forhold fra starten, har de bedste odds for at trives sammen.

Hvis du har en voksen kat og vil have en kat til, er det vigtigt at finde en kat med en personlighed, der passer til den første. Forskellige katteracer har forskellige karaktertræk:

Generelt er de kortere og tungere racer som perser, exotic og britisk korthår mere rolige og milde, mens de lange og slanke racer ofte er mere aktive.

Undgå at få en killing, hvis du har en ældre kat – de fleste ældre katte synes, at killinger er irriterende og vil bare gerne have ro.

Forberedelse er nøglen til succes. Gør du en indsats for at føre to katte sammen, er du godt på vej mod et harmonisk kattehold.