Hvad er det største og tungeste dyr, der nogensinde har eksisteret på Jorden? Efter mange års forskning i Ica-ørkenen langs Perus sydkyst, er svaret kommet. Det er ikke blåhvalen, som i dag holder rekorden for største levende væsen.
Heller ikke Argentinosaurus, der var den største af alle dinosaurer. Vinderen er Perucetus colossus, som er en hval, der levede for cirka 40 millioner år siden og vejede dobbelt så meget som blåhvalen og fire gange mere end den gigantiske dinosaur - og lige så meget som en Boeing 747 ved start.
Hvalen var over 20 meter lang og vejede 340 tons, ifølge forskere fra universiteterne i Pisa, Bicocca i Milano og Camerino, i samarbejde med universitetet i Lima. Det er baseret på fundet af tretten ryghvirvler, fire ribben og en del af bækkenet.
Dette sidste fund viser, at Perucetus stadig havde små bagben. Det er en tilstand, der også findes hos andre Basilosaurider, som er den gruppe af arkaiske hvaler, som denne nye art tilhører. Det skriver det italienske medie Focus.
Undersøgelsen blev offentliggjort i tidsskriftet Nature og understreger, at den er baseret på veletablerede modeller i palæontologi og på strenge matematiske beregninger. Sådan en kolos svømmede i havet, som for millioner af år siden lå hvor den nuværende Ica-ørken er.
Den letteste ryghvirvel fra Perucetus, der er blevet fundet, vejer over 100 kilogram, og dyret havde en utrolig knogletæthed.
"Denne tæthed fungerede som ballast for at gøre det stabilt nær kystens oprørte vand, hvor vi tror, det levede af at nå bunden og spise døde store hvirveldyr - lidt som nogle hajer gør," sagde Giovanni Bianucci, palæontolog ved universitetet i Pisa og koordinator for undersøgelsen.
Hvornår levede den? Dateringen af fossilerne blev udført af forskerne Elisa Malinverno og Giulia Bosio fra Universitetet i Milano-Bicocca.
"Baseret på mikro-fossiler af planktoniske arter og dateringen af vulkansk aske fundet nær fundstedet, har vi estimeret, at Perucetus colossus levede mellem 39,8 og 37,84 millioner år siden. Den levede altså i Eocæn, da forfædrene til nutidens hvaler forlod livet på land for at bosætte sig i havmiljøet," sagde geologerne.
Først vovede de sig ud på åbent hav som amfibiske pattedyr på størrelse med hunde, med langstrakt næse og svømmefødder. Derefter voksede de i størrelse, mens de antog mere hydrodynamiske former. Denne nye opdagelse har vigtige implikationer for evolutionens historie.
"Den enorme kropsmasse hos Perucetus indikerer, at hvaler har oplevet gigantisme i mindst to faser: i nyere tid med udviklingen af mysticeterne, altså de store bardehvaler, der filtrerer plankton. Og meget tidligere, for cirka 40 millioner år siden, med Basilosauridernes spredning, der greb bytte og ådsler, hvoraf Perucetus er det mest bemærkelsesværdige eksempel," sagde Bianucci.
De gribende tænder er i dag stadig til stede hos odontoceterne: delfiner, spækhuggere og kaskelothvaler.
Rekonstruktionen af det gamle miljø, hvor Perucetus colossus blev fundet, blev udført af Claudio Di Celma og Pietro Paolo Pierantoni fra universitetet i Camerino, som analyserede de sedimentære bjergarter, der omgav det.
"Hvor der i dag er en ørken, der strækker sig over hundreder af kilometer langs Perus sydkyst eksisterede der tidligere et stort havbassin, Pisco-bassinet, karakteriseret ved rigelige næringsstoffer og stor biodiversitet," sagde Di Celma.
Ica-ørkenen har dannet ramme om mange vigtige opdagelser om hvalernes evolution, gjort af eksperter fra universitetet i Pisa: fra den første art, der som firbenet dyr nåede Stillehavet foran Sydamerika, til den ældste forfader til nutidens hvaler, og til en anden gigant, forfader til kaskelothvalen. Her er de vigtigste kendetegn ved dyrene, der beboede Pisco-bassinet.
Dens navn, Peregocetus pacificus, betyder 'den rejsende hval, der nåede Stillehavet'. Den blev fundet i sedimenter, der er mere end 42 millioner år gamle, og viste sig at være afgørende for at rekonstruere den rute, som hvalernes og delfinernes forfædre fulgte på deres lange rejse, der begyndte for 50 millioner år siden, og som førte dem fra deres oprindelsessted mellem Indien og Pakistan til at kolonisere alle oceaner.
Tilstedeværelsen af små hove på tæerne, sammen med bækkenets og lemmernes form, antyder, at den stadig var i stand til at gå på land. De lange tæer, svømmehud, og halens egenskaber indikerer, at den også var en god svømmer. Det repræsenterer dermed et mellemliggende stadium mellem dagens hvaler, der ikke længere er i stand til at bevæge sig uden for vandet, og deres firbenede forfædre, som levede en livsstil, der mindede om oddere.
