Er helårsdæk nok? Nu svarer eksperter en gang for alle

09/07/2025 20:37

|

Sebastian Ilsøth

Shutterstock
FDM melder ud.

Andre læser også

Vintere, der ofte er mere våde end sneklædte, halvårlige skift mellem sommer- og vinterdæk samt nye bøder til bilister, der kører på sommerdæk om vinteren, gør, at mange nu overvejer helårsdæk.

Helårsdæk er nemlig ikke blot en praktisk løsning – de er også klassificeret som vinterdæk, hvilket betyder, at det er lovligt at køre med dem om vinteren.

Tidligere har helårsdæk ikke været optimale hverken til sommer- eller vinterkørsel, men nu ser det ud til, at nogle dækproducenter endelig har fundet den rette opskrift.

Det bekræftes i en ny test, udført af FDM sammen med flere europæiske bilklubber, hvor 16 helårsdæk i størrelsen 17 tommer (225/45 R17) blev vurderet.

Disse dæk passer til biler som VW Golf, Skoda Octavia og Peugeot 308.

Af de 16 testede dæk klarer fem sig særligt godt med solide egenskaber både sommer og vinter.

Syv dæk leverer en middelgod præstation, mens fire dæk slet ikke er egnede til danske vinterforhold.

De fire dårligste kommer alle fra kinesiske producenter og dumper både på vejgreb og bæredygtighed.

Noget vi har ventet på i mange år
”Det er en god idé at kunne køre på samme dæk hele året rundt, men i praksis har det været svært at kombinere gode sommer- og vinteregenskaber i ét dæk. De seneste år er der sket en stor udvikling, og de bedste helårsdæk er nu så gode, at de kan være en praktisk og fornuftig løsning for mange. Det har vi set frem til i lang tid. Men testen viser også, at man stadig skal være opmærksom, da ikke alle helårsdæk egner sig til hele året,” forklarer Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM.

De 16 helårsdæk er blevet testet på samme måde som sommer- og vinterdæk, men med krav om gode egenskaber året rundt – uanset om det drejer sig om varme og tørre sommerveje eller glatte, våde vinterveje under frysepunktet.

Langt fra alle dækkene lever op til dette.

Særligt bremseevnen på både våd og tør vej viser store forskelle.

I en bremsetest på våd vej krævede det bedste dæk 31,1 meter for at standse helt fra 80 km/t.

Det dårligste dæk brugte hele 42,6 meter – det svarer til, at bilen med det dårligste dæk stadig kørte næsten 41 km/t, når bilen med det bedste dæk var standset.

”Selvom de bedste helårsdæk er blevet bedre, må vi erkende, at der endnu ikke findes et helårsdæk, der kan matche både et godt sommer- og vinterdæk fuldt ud. Derfor er der ingen vej udenom rigtige vinterdæk, hvis vintervejret virkelig er barskt. Helårsdæk bør kun vælges, hvis man kan lade bilen stå på de dage, hvor vinteren for alvor sætter ind,” understreger Søren W. Rasmussen.

Helårsdæk er ikke for alle
Helårsdæk kan være et godt valg for mange, men det er vigtigt at kende deres begrænsninger i forhold til deciderede vinterdæk. FDM anbefaler ikke helårsdæk, hvis man:

  • Har behov for at køre året rundt, uanset vejforhold

  • Ofte skal afsted, inden vejene er ryddet eller saltet

  • Bor i områder, hvor sne ikke bliver ryddet

  • Ikke vil lade bilen stå, selv når sneen falder kraftigt

  • Rejser på ski- eller vinterferie til udlandet

  • Har en bil, hvor man prioriterer gode styreegenskaber på tør vej om sommeren