Sebastian Juul
Krige rundt omkring i verden, har fået Rusland til at reagere – og på dødelig manér.
Nyere udtalelser og meldinger fra russiske ledere har kastet lys over et gammeldags system, designet til at sikre et nukleart modsvar, selv hvis landets øverste ledelse skulle blive eliminert.
I mange år har russiske myndigheder været tilbageholdende med at tale om det såkaldte “Dead Hand”-system, som blev udviklet under Den Kolde Krig med ét mål: at sikre et nukleart gengældelsesangreb, selv hvis den politiske og militære top var ude af stand til at reagere.
Debatten om systemet er blevet genoplivet efter Dmitrij Medvedevs bemærkninger, hvor han, i en kommentar til den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, fremhævede systemets fortsatte relevans. Samtidig har USA ifølge flere kilder øget sin militære tilstedeværelse, hvilket har ført til en optrapning af den retoriske konflikt mellem de to lande.
Ny betegnelse – samme risiko
Systemet findes i dag under det opdaterede navn “Perimeter”, og selvom det oprindeligt var fuldautomatisk, arbejder det nu med en kombination af automatiserede funktioner og menneskelig indgriben.
Operationen ledes blandt andet fra hemmelige underjordiske anlæg, hvor personale overvåger situationen og vurderer, om betingelserne for gengældelse er opfyldt. Formålet er fortsat at sikre, at Rusland kan reagere på et atomangreb, selv under ekstreme omstændigheder.
Tre centrale vurderinger
Systemet aktiveres ikke uden videre. Ifølge informationer fra tidligere deltagere og analyser af systemet, er der tre vigtige kriterier, som skal være opfyldt, før beslutningen om at reagere træffes:
- Bekræftelse af, at den politiske og militære ledelse har givet grønt lys for aktivering.
- Vurdering af kommunikation med ledelsen – hvis forbindelsen er brudt, kan det opfattes som tegn på et angreb.
- Data fra sensorer, som registrerer blandt andet lysglimt, stråling og rystelser, der kan indikere en atomar eksplosion.
Kombinationen af teknologi og menneskelig vurdering skal ifølge eksperter minimere risikoen for fejlagtige beslutninger.
Historisk kontekst
Systemets oprindelse kan spores tilbage til 1980’erne, hvor frygten for et pludseligt førsteslag var et centralt element i stormagternes militære strategier. Modellen for automatiske gengældelsessystemer blev inspireret af teorier om at afskrække fjender fra at angreb med atomvåben.
Tidligere sovjetiske militærfolk har beskrevet systemet som en sidste forsikring mod manglende gengældelse i et scenarie, hvor ledelsen ikke kunne handle.
De langvarige konflikter og den øgede militære aktivitet i flere regioner har bragt gamle militære koncepter på banen igen. Udtalelser fra russiske embedsmænd og rapporter om test af beredskabssystemer har holdt opmærksomheden på atomafskrækkelse i den nuværende sikkerhedspolitiske kontekst.
Samtidig bemærker analytikere, at omtalen af systemer som “Perimeter” også har en politisk dimension og fungerer som et signal mellem stormagterne.
