Efter mange år tæt på livets afslutning peger hospicelægen på en helt anden gruppe.
En døende ligger i sin seng og forsøger forsigtigt at sætte ord på det, der er ved at ske. På det, han mærker. På rejsen han snart skal ud på.
Og så, midt i sætningen, bliver han afbrudt af dem, der elsker ham højest: “Du skal nok klare den. Lad nu være med at tænke på det.”
Det er en scene, der gentager sig igen og igen på hospicer. Og ifølge en amerikansk hospicelæge er det netop her, en af de dybeste fortrydelser bliver født. Ikke hos den døende, men hos dem, der bliver tilbage.
Angsten der spærrer for nærværet
Aditi Sethi er hospicelæge i North Carolina og arbejder som såkaldt dødsdoula, en der hjælper mennesker og deres familier gennem den sidste tid. Hun har set, hvordan mange døende prøver at tale om det, de går igennem, men bliver mødt med en kærlig afvisning, fordi de pårørende selv har det for svært med tanken.
“Så mange gange er det de nærmeste, der sidder tilbage med den største fortrydelse,” siger hun til HuffPost.
Problemet er ikke manglende kærlighed. Tværtimod. Det er angsten for tabet, der bliver så altopslugende, at man slet ikke magter at være til stede i det øjeblik, hvor den døende har allermest brug for det. Hånden der skulle holdes. Rummet der skulle gøres trygt, så den anden kunne fortælle, hvad der fylder.
Rådet fra Sethi er derfor enkelt, selvom det er svært: Vær opmærksom på, hvordan din egen frygt kan lukke munden på den, du holder af. Giv plads til de ærlige samtaler i stedet for at feje dem væk.
Der findes ingen rigtig måde at sørge på
Samtidig advarer palliativ-sygeplejersken Ladybird Morgan mod at pålægge sig selv en facitliste. Hun er konsulent hos den amerikanske virksomhed Mettle Health og har set utallige efterladte pine sig selv med tanken om, at de burde have gjort noget anderledes.
“Man sørger på den måde, man nu engang sørger. Man slipper på den måde, man nu engang slipper,” siger hun til HuffPost.
Hun oplever tit, at de mennesker, der bærer mindst på bagefter, er dem, der kan se tilbage og sige til sig selv: Jeg var der. Jeg levede mit liv fuldt ud.