Mens danskerne om få dage tænder græskarlygter, markerer samme dato en helt anden historie.
Den 31. oktober er for de fleste blevet lig med græskar, udklædning og slik. Men datoen bærer på en anden historie, der er over 500 år gammel og vendte op og ned på hele Europa.
Vi skal tilbage til 1517. I den tyske by Wittenberg gik en munk ved navn Martin Luther hen til kirkedøren. I hånden havde han et dokument med 95 punkter.
Luthers 95 teser var et opgør med afladen, hvor kirken solgte folk syndernes forladelse mod betaling. Man kunne, kort sagt, købe sig fri. Det var Luther dybt uenig i.
Han anede næppe, hvad han havde sat i gang.
Teserne blev trykt og spredt vidt omkring på kort tid. Rundtom i Europa nikkede folk genkendende til kritikken af kirken.
Paven slog igen
Reaktionen fra Rom lod ikke vente på sig. Pave Leo 10. afviste Luthers kritik og udelukkede ham fra kirken i 1520.
Året efter stod Luther ved rigsdagen i Worms. Her nægtede han at tilbagekalde sine skrifter, og han blev dømt fredløs.
Men Luther havde venner på høje steder. Kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen fik den fredløse munk bragt i sikkerhed på borgen Wartburg. I 1522 vendte Luther tilbage til Wittenberg og arbejdede videre, blandt andet med støtte fra teologen Philipp Melanchton.
Hans tanker stoppede ikke ved de tyske grænser. I Schweiz gennemførte præsten Ulrich Zwingli reformatoriske ændringer i Zürich i løbet af 1520’erne. Senere førte Jean Calvin reformationen videre i Schweiz, Frankrig og Nederlandene.
Det, der begyndte med en enkelt munk og en kirkedør, blev til den bevægelse, vi i dag kalder reformationen. Og derfor hedder den 31. oktober også reformationsdagen.