Senest.dk Redaktion
Lyset på Webb-teleskopets nye billede forlod galakserne for 4,4 milliarder år siden, kort efter at Jorden var dannet.
Vi kender alle følelsen af at kigge op på en klar nattehimmel og mærke, hvor lille man er. Det billede, NASA’s James Webb-rumteleskop netop har taget, skruer den følelse helt i bund. For det, du ser på fotoet, er ikke universet, som det er nu. Det er universet, som det så ud for 4,4 milliarder år siden.
Så lang tid har lyset fra galaksehoben MACS J0553.4-3342 nemlig været undervejs, før det ramte teleskopets spejl. Da lyset begav sig af sted, var Jorden kun en nyfødt, glødende klode uden liv, og der var stadig milliarder af år til de første dyr ville vandre rundt på den. Hoben ligger i stjernebilledet Columba, Duen, og har en rødforskydning på 0,412, oplyser NASA.
To hobe på vej til at smadre sammen
Det, teleskopet fangede, er en af de mest voldsomme begivenheder i universet. MACS J0553.4-3342 består af to næsten lige tunge underhobe, der er ved at smelte sammen til én kæmpestruktur. Hver af dem holdes sammen af en enormt lysstærk elliptisk galakse, som ses som de to klareste punkter midt i billedet med store, glødende haloer omkring sig.
De to underhobe er allerede kørt tværs gennem hinanden og har lagt over en million lysår mellem sig. Men de slipper ikke væk. Tyngdekraften trækker dem tilbage igen og igen, indtil de til sidst er smeltet sammen for altid, beskriver Den Europæiske Rumorganisation ESA, der udgav fotoet som månedens billede for juli 2026.
Galakser bøjet ud af form
Det er ikke kun selve hoben, der er værd at studere. Den samlede masse er så voldsom, at den bøjer lyset omkring sig, ligesom en glaslinse bryder og fokuserer lys. Fænomenet kaldes gravitationslinsning, og det ses tydeligt på billedet som orange, langstrakte buer langs de to underhobe.
De buer er forvrængede billeder af fjerne baggrundsgalakser. Den bue, man ser til venstre – tre lyse pletter, der hænger sammen – er faktisk tre gengivelser af én og samme galakse, bøjet ud af form af tyngdekraften.
Netop den effekt gør galaksehoben til en slags kosmisk forstørrelsesglas. Optagelserne stammer fra observationsprogrammet VENUS, hvor Webbs nærinfrarøde kamera NIRCam bruges til at fange svage, fjerne objekter, som linsningen forstørrer. På den måde kan teleskopet nå helt tilbage til galakser fra mindre end en milliard år efter Big Bang.
Så når man kigger på fotoet, kigger man ikke bare langt ud i rummet. Man kigger milliarder af år tilbage i tiden – til et univers, der for længst har forandret sig til noget helt andet.
