Tag et godt kig på denne tegning.
Hvis den virker bekendt, kan det skyldes, at den er én af de ældste og mest kendte optiske illusioner.

Tegningens titel er "My Wife and My Mother-in-Law" (min hustru og min svigermor, red.), og den illustrerer, hvordan folk kan se enten en ung kvinde, der kigger over sin skulder, eller en ældre kvinde, der ser lige frem.
Denne illusion har været kendt i mange år, men for nylig har en gruppe australske forskere undersøgt den nærmere. I et studie med 393 frivillige deltagere nåede de frem til en overraskende konklusion.
Deltagerne, som var mellem 18 og 68 år, fik kun et halvt sekund til at studere tegningen. Herefter blev de bedt om at gætte både køn og alder på personen i billedet. Alle deltagerne pegede på, at det var en kvinde, men de yngre deltagere så konsekvent en ung kvinde, mens de ældre så en ældre kvinde.
Hvis man ser på motivet i længere tid, kan man måske få øje på begge kvinder, men når man kun har et kort øjeblik til at studere det, viser studiet, at folks opfattelse klart afhænger af deres egen alder.
Formålet med forsøget var at undersøge, om mennesker ubevidst tillægger deres egen alder betydning, når de vurderer andre. Forskerne kunne konkludere, at dette i høj grad var tilfældet for de fleste af deltagerne.