Et par sekunder i et reklameklip ændrede alt for den 42-årige italiener.
Han havde en plan, og den var god. Konen derhjemme troede, at han var til en forretningsmiddag en helt almindelig aften i Catania på Sicilien.
I virkeligheden sad han på en restaurant sammen med en anden kvinde.
Og det kunne være gået upåagtet hen, hvis ikke restauranten den aften havde haft travlt med noget helt andet: at lave lidt indhold til sine sociale medier.
Personalet filmede stemningen i lokalet, klippede det sammen til en lille reklamevideo og lagde den på TikTok. Helt uden at tænke over, hvem der sad ved bordene.
Et sted i klippet sad den 42-årige mand. Sammen med sin elskerinde.
Det skriver Dexerto.
Videoen gik viralt. Og blandt alle de mennesker, der så den, var der én, manden virkelig ikke havde regnet med: hans kone.
Hun genkendte ham med det samme. Hun genkendte også, at kvinden ved siden af ham ikke var hende.
Reaktionen lod ikke vente på sig. Konen meddelte, at hun ville forlade ham, og ifølge kilderne satte hun ham på porten.
Men her tager historien en drejning, de færreste havde set komme.
I stedet for at lade sagen dø i stilhed har manden valgt at gå i retten. Ikke mod sin kone. Mod restauranten.
Hans argument: han blev filmet og lagt på nettet uden at sige ja til det, og det er et brud på hans privatliv.
Den italienske forbrugerorganisation Codacons har taget sagen op og kræver erstatning på hans vegne. Talsmand Francesco Tanasi lægger ikke skjul på, hvor han står.
“Det er uacceptabelt, at en restaurant filmer sine gæster uden udtrykkelig tilladelse og lægger optagelserne på nettet og dermed udsætter folk for uforudsigelige konsekvenser,” siger han.
Codacons truer nu med at bringe sagen videre til Italiens datatilsyn, hvis restauranten ikke retter ind. Det kan ende med bøder efter de italienske privatlivsregler.