Lasse Törnebohm trådte ind på arbejdsmarkedet som 15-årig.
I dag er han 62. Hans krop er slidt, og smerter er blevet en fast del af hverdagen, men pensionen er stadig en fjern drøm.
"Jeg synes, man burde værdsættes mere, når man har givet så meget til samfundet," siger Lasse til Dagens Arbete.
Han arbejder som CNC-operatør hos SKF i Katrineholm, hvor jobbet indebærer overvågning af processer og tunge løft.
"Det ideelle scenarie ville være at kunne gå på pension nu og få glæde af den tid. Men økonomisk er det umuligt," forklarer han.
Ironisk nok er økonomien ikke hans største bekymring – det er friheden. Friheden til at nyde pensionstilværelsen, mens kroppen stadig kan følge med.
"Jeg har set det alt for ofte – folk omkring mig ender med at sidde derhjemme og have det dårligt," siger Lasse.
En udbredt problemstilling
Lasse er langt fra alene.
Mange industriarbejdere frygter, at de ikke kan holde til de stigende pensionsaldre. Mens funktionærer ofte begynder deres arbejdsliv senere og har mindre fysisk krævende jobs, forventes alle stadig at arbejde lige længe.
Simon Elfström Schönbeck, efterforsker, mener, at pensionssystemet rammer skævt og påpeger, at nogle grupper betaler en højere pris end andre.
Han fremhæver også, at personer uden videregående uddannelse i gennemsnit lever to år kortere end akademikere.
"På den måde kan man sige, at arbejdere indirekte finansierer funktionærernes pensioner," siger han.
Lasse ved godt, at han sandsynligvis skal arbejde til mindst 65 år – måske længere. Han håber dog, at hans arbejdsplads vil tilbyde en løsning, der gør overgangen lettere. Indtil da bider han smerterne i sig.
