Forskning på mus har vist, at et begrænset indtag af den essentielle aminosyre isoleucin kan bremse aldringens virkninger og endda forlænge levetiden. Nu undrer forskere sig over, om disse resultater kan anvendes til at forbedre både menneskers levetid og livskvalitet.
Isoleucin er en af de tre forgrenede aminosyrer, vi bruger til at opbygge proteiner i kroppen. Den er livsnødvendig, men da vores celler ikke kan producere den, skal vi få den gennem kosten, eksempelvis fra æg, mejeriprodukter, sojaprotein og kød. Det skriver ScienceAlert.
Dog kan der være for meget af det gode. Tidligere forskning, der brugte data fra en undersøgelse i Wisconsin fra 2016-2017, viste, at mængden af isoleucin i kosten var forbundet med metabolisk sundhed, og at personer med højere BMI typisk indtog betydeligt større mængder af aminosyren.
"Komponenter i kosten har værdi og effekt udover deres kalorier, og vi har fokuseret på én komponent, som mange måske får for meget af," sagde forskeren Dudley Lamming fra University of Wisconsin, da de nyeste resultater blev offentliggjort.
"Det er både interessant og opmuntrende at tænke på, at en kostændring kan have en stor effekt på både levetid og 'sundhedsspænd', selv når man begynder tættere på midt i livet."
I det nyeste studie blev en genetisk varieret gruppe mus fodret med enten en kontrolkost med 20 almindelige aminosyrer, en kost hvor alle aminosyrer blev reduceret med omkring to tredjedele, eller en kost hvor kun isoleucin blev reduceret tilsvarende.
Musene var cirka seks måneder gamle ved forsøgets start, svarende til en 30-årig person. De fik frit valg af den specifikke kost, som deres gruppe var tildelt.
Begrænsningen af isoleucin i kosten øgede musenes levetid og sundhedsspænd, reducerede skrøbelighed og fremmede slankhed samt bedre blodsukkerregulering. Hos hanmus steg levetiden med 33 procent sammenlignet med dem, der ikke havde reduceret isoleucinindtaget, mens hunmus oplevede en stigning på 7 procent.
Disse mus klarede sig også bedre på 26 sundhedsparametre, herunder muskelstyrke, udholdenhed, blodsukkerniveau, brug af halen og hårtab.
Hanmus i denne gruppe havde mindre aldersrelateret forstørrelse af prostata og lavere risiko for at udvikle kræftsvulster, som ellers er almindelige i de genetisk varierede mus.
Interessant nok spiste musene, der fik en kost med lavt indhold af isoleucin, markant flere kalorier end de andre, men i stedet for at tage på i vægt, forbrændte de mere energi og holdt sig slankere – selv uden øget aktivitetsniveau.
Forskerne mener, at en begrænsning af isoleucin hos mennesker, enten gennem kost eller medicin, kan have lignende aldringshæmmende effekter. Men som altid med museforsøg, ved vi ikke med sikkerhed, før det er testet på mennesker.
Dette er dog lettere sagt end gjort. Selvom musene fik nøje kontrolleret foder, bemærkede forskerne, at kosten er en ekstremt kompleks kemisk reaktion, og at andre komponenter i kosten også kan have spillet en rolle i resultaterne.
At reducere proteinindtaget generelt kan have negative effekter på både mus og mennesker. Derfor er det mere kompliceret at overføre denne forskning til praksis hos mennesker end blot at skære ned på proteinholdige fødevarer – selvom det er den mest direkte måde at begrænse isoleucin på.
Forskernes aminosyre-restriktion var den samme i alle forsøg, og de erkender, at der måske er behov for finjustering for at opnå de bedste resultater på tværs af musetyper og køn. Når det gælder kost, er én løsning ikke nødvendigvis optimal for alle.
"Vi kan ikke bare sætte alle på en isoleucin-fattig diæt. Men det at kunne isolere fordelene til én enkelt aminosyre bringer os tættere på at forstå de biologiske processer – og måske potentielle indgreb for mennesker, som for eksempel en medicin, der blokerer isoleucin," sagde Lamming.
