Et lille teknisk vidunder på størrelse med en brødrister har taget NASA med storm. Den har nemlig trukket ilt ud af atmosfæren på Mars. Normalt består atmosfæren på Mars af 96% CO2.

Først fik teamet bag NASAs Perseverance Rover en helikopter til at lette på Mars. Dermed skabte de en sensation. Det var første gang et menneske styrede en flyvende enhed på Mars’ overflade.

I dag har holdet opnået endnu en succes. For første gang er det lykkedes at trække ilt ud af atmosfæren på Mars.

Perseverance Rover bærer rundt på et lille instrument, der kaldes for Mars Oxygen In-Situ Resource Utilization Experiment. I daglig tale er enheden bedre kendt som Moxie. Tirsdag lykkedes det for den lille enhed, at skille iltatomer ud af molekyler af kuldioxid og dermed blev der skabt ilt.

“Dette er det første vigtige skridt i forhold til at omdanne kuldioxid til ilt på Mars,” udtalte Jim Reuter fra NASAs Spaxe Technology Mission Directorate. “MOXIE har mere arbejde foran sig, men resultaterne fra denne teknologidemonstration er fulde af løfter, særligt når vi bevæger os hen mod det mål at se mennesker på Mars en dag.”

Teknologien kan bruges til både at skabe brændsel til raketter og åndbar luft til kommende Mars-astronauter. Begge dele er vigtige forudsætninger for bemandede rejser til vores nærmeste planet.

MOXIEs første forsøg fik ekstraheret cirka fem gram ilt. Det svarer til ca. 10 minutters åndbar ilt til en person. MOXIE kan ekstrahere 10 gram ilt i timen, så det er ikke helt nok endnu til at understøtte mennesker på Mars.

NASA håber på, at MOXIEs efterfølgere vil kunne producere meget mere ilt.