En eksplosion af radiobølger ramte Jorden efter at have rejst i 8 milliarder år

03/07/2024 14:37

|

Nicolai Busekist

Foto: NASA / Unsplash
En enorm bølge af energi, der har rejst i over halvdelen af universets alder, er kraftig nok til at mikrobølge en skål popcorn dobbelt så stor som solen.

Mest læste i dag

Astronomer har opdaget det ældste 'hurtige radioudbrud' (FRB), som dateres tilbage til 8 milliarder år. Siden deres opdagelse i 2007 er hundreder af disse mærkelige udbrud af radiobølger fra rummet blevet opdaget på Jorden, men dette er også det mest energiske nogensinde set.

"Udbruddet har den energi, som solen producerer på 30 år. Det er nok energi til at mikrobølge en skål popcorn dobbelt så stor som solen," sagde Ryan Shannon fra Swinburne University of Technology i Australien ifølge NewScientist.

Shannon og hans kolleger opdagede strålingsudbruddet, kaldet FRB 20220610A, ved hjælp af Australian Square Kilometre Array Pathfinder-radioteleskop og fandt ud af, at FRB var tre og en halv gang så energisk som andre opdagede FRB'er.

FRB'er menes at komme fra stærkt magnetiserede neutronstjerner fra fjerne galakser og varer normalt kun et brøkdel af et sekund. Derfor kan de også være meget svære at registrere.

"De fleste af dem ses aldrig igen efter deres første opdagelse," sagde Shannon.

Ved nærmere kig på det punkt på himlen, hvor emissionen kom fra, brugte forskerne Very Large Telescope i Chile og fandt en klynge af galakser, som de mener indeholder kilden til udbruddet.

"Det betyder, at udbruddet har rejst gennem rummet i næsten 8 milliarder år," lød det fra teammedlem Stuart Ryder fra Macquarie University i Australien.

Den tidligere rekordholder rejste kun i 5 milliarder år, så den seneste opdagelse antyder, at FRB'er har fundet sted i mindst halvdelen af universets alder, som er cirka 13,7 milliarder år gammelt.

Astronomer studerer FRB'er for at forsøge at opbygge et bedre billede af det tidlige univers. Når disse udbrud når Jorden, ankommer en række bølger med lidt længere bølgelængder end andre, fordi de på rejsen fra kildegalaksen til os, interagerer med materialet imellem - mest frit flydende ioniserede partikler som elektroner - hvilket bremser nogle af bølgerne og strækker deres bølgelængder.

Ved at observere dette kan astronomer finde ud af, hvor ensartet materialet mellem galakserne er, lød det fra Shannon.