Mediet Nature Aging har offentliggjort en undersøgelse, der har afsløret et protein, som muligvis kan forbedre hukommelsen og forynge hjernen. Indtil videre er forskning blevet udført med ældre primater. Forskerholdet injicerede proteinet Klotho for at observere resultaterne, skriver det spanske medie Sport.
Klotho er et protein, der aftager med alderen og forøger kapaciteten til kommunikation mellem neuroner. I undersøgelsen blev dette protein testet på ældre aber, og det blev observeret, at dele af de kognitive evner blev genvundet.
Denne opdagelse kunne udvikles til at skabe nye behandlinger for neurodegenerative sygdomme hos mennesker. Forskningen blev udført med 22-årige makakaber, og der blev undersøgt, hvordan deres hukommelse fungerede før og efter injektionen af dette protein.
For at kontrollere effekten på hjernen, brugte forskerne diverse former for hukommelsesspil, hvor aberne skulle huske, hvor en godbid var gemt. Denne øvelse minder om forskellige aktiviteter og gøremål hos mennesker, når man for eksempel skal huske, hvor bilen er parkeret.
I 60% af forsøgene huskede aberne, hvor godbidden var, hvis de havde fået injiceret proteinet. Hvis de ikke havde modtaget det, faldt procentdelen til 45%.
Derfor er der en klar indikation af, at dette protein kan have stor betydning for hukommelse. Det er dog vigtigt at slå fast, at der hidtil kun er lavet ganske lidt forskning på området. Af denne grund er der brug for mere forskning, inden der kan gives et klart svar på, om det har den ønskede effekt.
Det kan dog ikke udelukkes, at det i fremtiden kan bruges til at skabe medicin, som kan forynge hjerne og skabe bedre hukommelse. Derfor er det med stor sandsynlighed også noget, som forskerne har planer om at forske mere i.