En heldig dansker går måske rundt og er millionær uden at ane det: Danske Spil efterlyser en vinder, som købte sin kupon på en fynsk Shell-tank i januar, men som stadig ikke har hentet gevinsten på 1.000.000 kroner.
Har du husket at tjekke dine kuponer fra Danske Spil? Hvis ikke, så kunne det godt være, at det var en ide at gøre det, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Lige nu efterlyser Danske Spil nemlig en vinder, som 18. januar vandt 1.000.000 kroner i talspillet Keno, men som stadig ikke har givet lyd fra sig.
Vinderkuponen er købt den 18. januar klokken 10.10 på Shell-tanken i Glamsbjerg på Fyn, men det betyder ikke nødvendigvis, at vinderen nu også stammer derfra.
At vinderen ikke har meldt sig endnu, er ikke i sig selv usædvanligt.
”Vi ser af og til, at folk ikke lige får tjekket deres kuponer, og så har de den liggende i baglommen eller hængende på køleskabet uden at vide, at den er mange penge værd,” siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør for Danske Lotteri Spil, som står bag Keno-spillet.
”Hver gang vi efterlyser en vinder, så betyder det jo også, at der et eller andet sted derude er en dansker, som stadig har en helt fantastisk glædelig overraskelse til gode, og det er en vældig rar tanke,” siger Malene Mølgaard, der er administrerende direktør for Danske Lotteri Spil.