Det er ikke småpenge, der er tale om.

Efter en måned på boligmarkedet har komikeren Casper Christensen sat prisen ned på sin millionvilla i Hornbæk.

Og det er ikke småpenge, der er tale om: Der er nemlig skåret intet mindre end tre millioner kroner af prisen.

about:blank Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Det er omkring 13 procent af den oprindelig udbudspris på 24 millioner kroner, som det 310 kvadratmeter store hjem kom på markedet for i januar. 

Det betyder, at prisen for den eksklusive adresse på Sjællands nordkyst nu er på 21 millioner kroner.

Huset, som er fra 1910 og har ti værelser, har blot været i komikerens og hustru Isabel Friis-Mikkelsen hænder i lidt over et år. Parret købte nemlig palævillaen tilbage i december 2019 for 11,4 millioner kroner.

Siden da har de gennemrenoveret huset fra kælder til kvist – med blandt andet nye døre, vinduer og køkken.

Rykker teltpælene op

Hvor Casper Christensen flytter hen, melder historien ikke noget om i skrivende stund. 

“Vi sætter dette fantastiske hus til salg i det nye år, fordi vi, mig og familien, står foran et nyt spændende eventyr, som jeg ikke kan fortælle om endnu,’ lød det i en sms fra Casper Christensen til Ekstra Bladet for to måneder siden.

I 2014 blev han gift med Isabel, og sammen har de børnene Jagger og Cooper. Derudover har Casper Christensen to voksne børn, Cajsa og Marvin, med ekskonen Anette Toftgård.  

Om Klovn-skaberen får succes med at komme af med boligen, må tiden vise. I kystbyen Hornbæk henter husene og særligt ferieboligerne nemlig ofte store købesummer ind.

I 2020 blev husene i Hornbæk i gennemsnit solgt for 25.000 kroner pr. kvadratmeter – mens landsgennemsnittet på en huskvadratmeter sidste år lød på 17.000 kroner. Tager man et kig på det attraktive områdes ferieboliger, skal priserne endnu et ryk op – sidste år kostede en sommerhuskvadratmeter i Hornbæk nemlig næsten 40.000 kroner.