Den 20-årige tidligere ”Årgang 0”-deltager og nuværende foredragsholder og Youtuber er blevet hårdt ramt af corona, og måtte i går hentes i en ambulance efter hun oplevede større vejrtrækningsproblemer.

I fredags fortalte Stephanie Siguenza for første gang at hun var blevet smittet med coronavirus, og i går blev hendes tilstand så slem, at en ambulance måtte hente hende fra hjemmet i Slagelse.

I et opslag på sin Instagramprofil fortæller Stephanie selv hvordan hun fik det betydeligt værre i løbet af weekenden:

” Jeg fik det væsentligt værre end nogle af de andre dage. Jeg blev kortvarigt indlagt på Slagelse Sygehus i går med respirationsbesvær dvs. vejrtrækningsproblemer. Jeg følte ikke, at jeg kunne få vejret ordentligt eller trække vejret fuldt ud. Jeg blev rigtig dårlig og skulle have hjælp til at trække vejret,”

Stephanie fortæller videre at hun siden i fredags har været i isolation, da flere personer omkring hende er i risikogruppen.

Heldigvis var hendes tilstand ikke værre end at personalet på sygehuset kunne behandle hende i løbet af dagen, og sende hende hjem igen sent om aftenen.

” Alt så fint ud, og det var ”bare” mig, der ikke kunne få vejret, hvilket jo også er super nederen,” – skriver hun og afslutter med:

” Jeg var tilbage herude (isolationsboligen, red.) klokken 1 i nat, efter de havde fået stabiliseret mig med noget ilt og panodil, så min feber kunne falde, og min vejrtrækning kunne komme i orden,”