Det er 30 år siden at megahit-serien Fresh Prince of Bel Air for første gang blev vist

I tv-serien, der blev Will Smiths gennembrud på den store scene, spiller han den vittige ghettodreng, der gjorde livet både mere interessant og besværligt, for sin rige familie i Berverly Hills.

Humøret var dog ikke helt så godt når kameraerne blev slukket. Det fortæller Will Smith og Janet Hubert, der i serien spiller Smiths tante, nu i Facebook-programmet Red Table Talk.

De to havde nemlig ofte under optagelserne professionelle uoverensstemmelser, og kløften mellem dem voksede kun som tv-serien skred frem.

Konflikten mellem de to blev hurtigt offentligt kendt, og eftersom Will Smith var højt elsket for sin karakter, blev offentlighedens kritik i stor grad rettet mod Janet Hubert, der i Red Table Talk, fortæller om nogle af de oplevelser hun blev udsat for, på grund af konflikten.

Chikaneret og bortvist

Hun blev chikaneret på åben gade af fans, og hendes søn blev også udsat for noget der mest af alt minder om et overfald, da en fan af showet tværede en kage ud i hovedet på ham, for derefter at råbe at hans mor var en tæve.

Konflikten fik også konsekvenser i serien, hvor både Will Smith og Janet Hubert fortæller at hun fik minimeret sin tid på skærmen som konsekvens.

”Jeg blev bortvist, og de sagde, at det var dig (Will Smith, red.) der bortviste mig, fordi jeg ikke grinte af dine vittigheder. Jeg blev beordret til at blive i mit omklædningsrum, og jeg måtte ikke komme ud på scenen,” – Siger Hubert

Da Will Smith hører om de oplevelser Janet har haft, bryder han sammen i gråd. – ”Det gik alt for vidt fra min side af,” – Siger han.

De to har dog nu begravet stridsøksen, og virkede begge glade for muligheden for at tale ud om situationen i Red Table Talk.