Dansker vandt over 10 millioner: Sagde op med det samme

06/05/2023 09:25

|

Thea Andersen

Foto: Shutterstock.com Foto: Shutterstock.com
Da en kvinde lidt nordvest for København vandt den store gevinst i Lotto, valgte hun med det samme at gå tidligt på pension. Nu glæder hun sig til at gøre ting, der gavner både krop og sjæl.

Mest læste i dag

Hvis man passer lidt på pengene, så kan man sagtens få dem til at strække lidt længere… og når man vinder lige over 10 millioner kroner, så kan man sågar få dem til at vare resten af livet.

Den konklusion er en midaldrende kvinde fra Københavnsområdet kommet frem til, efter at hun for nyligt ramte syv rigtige i Lotto og vandt intet mindre end 10.000.060 kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Jeg forhaster mig ikke, og jeg smider ikke om mig med penge, for man kan godt bruge dem – men man kan jo ikke genbruge dem. Men jeg har dog taget én stor beslutning, siden jeg vandt. Jeg har sagt mit job op, fortæller kvinden, der har valgt at gå på pension et par håndfulde år før tiden.

- Jeg tog en lommeregner frem og delte beløbet ud på 30 år, og så kom jeg frem til, at hvis jeg lever som nu, så behøver jeg ikke gå på arbejde mere, siger kvinden, som ikke er bange for, at hun vil komme til at savne noget at stå op til om morgenen.

- Nej, for jeg kommer ikke til bare at sidde foran kukkassen. Jeg tænker, at jeg vil tage nogle dagskurser i det ene eller det andet. Jeg vil gøre mig klogere for sjovs skyld. Og så vil jeg måske også begynde at gå til noget gymnastik, så jeg kan få noget bevægelse ind i kroppen, griner hun.

I det hele taget ser hun ganske lyst på fremtiden – men hun har nu også lige købt nye briller (og de var ikke helt billige.)

- Jeg har lige været hos brillemanden for at købe nye briller. Og jeg så ikke lige så meget på prismærkerne nu, som jeg ville have gjort for en måned siden. Nu rører det mig ikke, at de koster 2.000 kroner i stedet for 700. Før var jeg nok gået med dem til 700, fortæller hun.

Udover kurser og gymnastik, så regner kvinden også med, at hun fremover skal ud at rejse lidt – blandt andet pønser hun på at forkæle sin mor med en rejse sydpå, og så har hun også en god ven, som hun af og til tager i teateret med.

Han er vild med musicals og nu planlægger venneparret at tage en rigtig musical-tur til London. Hvis ellers de kan finde plads i kalenderen:

- Min ven har jo stadig et job, han skal passe. Den stakkel, siger kvinden med et grin.

Læs mere om Lotto her.