I Danmark og resten af Norden har vi heldigvis et relativt velfungerende og sikkert sundhedssystem. Desværre medfører det stigende pres på systemet, at der også opstår fejl.
Nogle af disse fejl er mindre, mens andre, som kan være menneskelige, tekniske eller systematiske, kan få alvorlige konsekvenser. En ny undersøgelse har afsløret, at der i 2023 og 2024 har været en række alvorlige fejl.
Disse fejl er sket på Akademiska Sjukhuset i Uppsala, der ligger omkring 65 km nord for Stockholm, og har haft alvorlige konsekvenser for mindst 33 kvinder.
Ifølge det svenske medie SVT har forkerte diagnoser, stillet i løbet af 2023 og 2024, ført til, at mindst 33 kvinder på hospitalets anbefaling har fået fjernet deres livmoder.
"Det burde ikke kunne ske."
De berørte kvinder var mellem 38 og 85 år gamle, da operationerne fandt sted. I 2023 eller 2024 blev de informeret af Akademiska Sjukhuset om, at der var celleforandringer i deres livmoder, som kunne indikere, at de var ved at udvikle livmoderhalskræft.
Som følge heraf blev de alle anbefalet at få fjernet livmoderen, hvilket de accepterede, og operationerne blev gennemført. Det er nu blevet klart, at diagnoserne om celleforandringer var forkerte, og at kvinderne ikke skulle have gennemgået den livsændrende operation.
Dette blev bekendtgjort på et pressemøde, hvor overlæge Johan Lugnegård deltog. Her undskyldte han og udtrykte dyb beklagelse.
Han sagde: "At fjerne livmoderen er en stor operation med betydelige og uoprettelige konsekvenser. Det burde ikke kunne ske, men det gjorde det, og vi undskylder til de kvinder, der er blevet ramt af dette. De har vores fulde støtte."
Ifølge ham var kvinderne naturligvis chokerede og forundrede, da de fik nyheden om, at de havde fået fjernet deres livmoder uden grund.
Sveriges sundhedsminister, Acko Ankarberg Johansson, har kaldt hændelsen "forfærdelige nyheder," men hun har også fremhævet, at det er "positivt," at hospitalet tager ansvar og arbejder på at forhindre, at noget lignende sker igen i fremtiden.
Efter opdagelsen af disse alvorlige fejl har Akademiska Sjukhuset i Uppsala indledt en undersøgelse for at sikre, at der ikke er andre kvinder, der er blevet ramt af lignende fejl, samt for at forhindre, at sådanne fejl sker igen.
Ifølge overlæge Lugnegård sagde samtlige 33 kvinder ja til operationen (dog efter en lægefaglig anbefaling), og alle blev spurgt, om de havde planer om at få børn, hvilket ingen af dem havde.
Der har for nylig været to lignende tilfælde i Sverige; en gang i Skaraborg og en anden gang i Blekinge.