Donald Trump har præsenteret et nyt forslag, der giver 7.000 kroner til hvert barn født mellem 1. januar 2025 og 31. december 2028. Beløbet indsættes på en særlig statsligt støttet investeringskonto, som ifølge Trump skal hjælpe amerikanske familier økonomisk, skriver Unilad.
De såkaldte Trump-konti vil følge aktiemarkedets udvikling og kan suppleres med private indbetalinger på op til 35.000 kroner årligt. Kontoen skal administreres af barnets værger og er en del af Trumps større politiske plan kaldet “the big, beautiful bill”.
"Det er en familievenlig indsats, som vil hjælpe millioner af amerikanere med at udnytte vores økonomis styrke til at løfte næste generation," udtalte Trump under præsentationen i Det Hvide Hus.
Mike Johnson, formand for Repræsentanternes Hus, roste initiativet som en modig og banebrydende politik. "Dette er en dristig og forandrende politik, der giver hvert berettiget amerikansk barn et økonomisk forspring fra fødslen. Republikanerne er stolte af at stå bag et parti, der altid har støttet liv, familier, velstand og muligheder," sagde han.
Dog møder forslaget hård modstand fra Demokraterne, og det afhænger af, at Trumps omfattende lovpakke bliver godkendt i Senatet.
Lovforslaget indeholder blandt andet skattestop på drikkepenge og overarbejde, fradrag på op til 70.000 kroner for billån på amerikanskproducerede biler samt en afgift på 1.400 kroner på våbendæmpere. Samtidig foreslås stramninger i Medicaid og madstøtteprogrammet SNAP, herunder udelukkelse af udokumenterede immigranter og nedskæringer i støtten til kønsskiftebehandlinger.
Kongressens Budgetkontor vurderer, at 8,6 millioner amerikanere vil miste deres sundhedsforsikring, men staten vil samtidig spare over 7.000 milliarder kroner.