Supermarkedskæde i krise: Forsøger at lokke kunder med 87 kroners rabatkupon

03/07/2025 09:17

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Shutterstock
Et kæmpe tillidsbrud forsøges nu lappes med en lille rabatkupon

Andre læser også

Chokket har knap lagt sig, før en rabatkode lander i kundernes indbakker. Den britiske supermarkedskæde Co-Op forsøger at lokke utilfredse kunder tilbage med en beskeden kompensation: 87 kroners rabat – dog kun ved køb over 350 kroner.

Det sker i kølvandet på et massivt cyberangreb, der har ramt flere britiske dagligvarekæder. Co-Op er nu havnet i orkanens øje. Hackergruppen Dragonforce påstår at have stjålet data fra over 20 millioner medlemmer af kædens loyalitetsprogram. Ifølge Computerworld florerer disse oplysninger nu frit på det mørke net.

Rabatten der slog fejl

Detailhandelsekspert Cathrine Shuttlesworth kalder rabattilbuddet malplaceret: "Det er svært at forestille sig, at nogen bruger så mange penge i en Co-Op. De fleste handler for 10-15 pund. Grænsen er for høj for en convenience-butik," siger hun til BBC.

Hun kritiserer Co-Op for at sende uklare signaler. I stedet for at berolige og beskytte deres kunder, tilbyder kæden en marketingrabat. Og det oven i, at Co-Op oprindeligt bagatelliserede databruddet og hævdede, at kun få var ramt – en udmelding, der senere blev trukket tilbage.

Krise i kundernes tillid

Cyberangrebet har afdækket alvorlige sikkerhedshuller hos Co-Op, der udover sine 2.500 butikker også driver 800 bedemandsforretninger og et forsikringsselskab. Med omkring 70.000 ansatte er Co-Op en af de største aktører i britisk detailhandel – men nu også et skræmmeeksempel på utilstrækkelig datasikkerhed.

Mens kundernes private oplysninger spredes på det mørke net, har koncernen endnu ikke offentliggjort nogen plan for overvågning eller kompensation. I det lys opfattes rabatkuponen af mange som en fornærmelse snarere end en undskyldning.