Camino de Santiago er en af verdens mest ikoniske vandreruter, som hvert år tiltrækker hundredtusindvis af pilgrimme og eventyrlystne fra hele kloden.
For mange handler ruten, der strækker sig gennem Spanien, Portugal og Frankrig, om en rejse med dybt personlige eller spirituelle formål.
Men for flere kvinder har Caminoen desværre også været præget af oplevelser med sexchikane og trusler, der har efterladt dem med en følelse af utryghed.
Canadiske Sara Dhooma er blandt de kvinder, der nu deler deres historie. Hendes oplevelse på Caminoen i 2019 tog en uventet og skræmmende drejning, skriver The Guardian.
Undervejs blev hun forfulgt af en mand, der senere udsatte hende for offentlig onani.
"Jeg var forfærdet. Jeg følte mig ekstremt utryg. Jeg troede, jeg skulle dø, og at han ville skade mig," fortæller hun åbent.
Hændelsen tvang hende til at søge tilflugt på en nærliggende café og efterlod hende chokeret og rædselsslagen.
Et udbredt problem på Caminoen
Sara Dhooma er desværre ikke alene om sådanne oplevelser. Andre kvinder har også fortalt om episoder med forfølgelse, chikane og uønsket fysisk kontakt.
Flere beskriver situationer, hvor mænd følger dem i biler og opfordrer dem til at stige ind, eller udviser åbenlyst upassende adfærd.
Camino de Santiago er ellers kendt for sin tiltrækningskraft med både fredfyldte naturoplevelser og fællesskab blandt vandrere. Men ifølge Lorena Gaibor, der har stiftet onlinefællesskabet Camigas for kvindelige pilgrimme, er problemet med sexchikane langt fra isoleret.
Camigas modtager jævnligt beretninger om kvinder, der har oplevet chikane eller trusler, mens de vandrede alene.
I nogle tilfælde har det ført til alvorlige hændelser. I 2018 blev en 50-årig kvindelig pilgrim fra Venezuela angiveligt kidnappet og voldtaget i den nordvestlige del af Spanien.