Publikum ødelægger 'Bodyguard'-musical: Politiet tilkaldt, da de sang for højt

08/04/2023 18:23

|

Thea Andersen

Foto: Twitter
Teatergæster på Palace Theatre i Manchester blev bedt om ikke at synge under forestillingen, men politiet måtte tilkaldes, da de ikke overholdt dette.

Mest læste i dag

En gruppe af publikum sang angiveligt for højt under forestillingen The Bodyguard - The Musical på Palace Theatre i Manchester, hvilket resulterede i, at forestillingen måtte stoppe 10 minutter før tid.

Desuden måtte politiet også tilkaldes.

Det skriver Mirror.

Ifølge Manchester Evening News var teatergængerne blevet bedt om ikke at synge under showet, og der var skilte rundt omkring i teateret for at minde dem om dette.

Produktionen havde set sig nødsaget til at gøre dette, efter at de tidligere på turnéen havde oplevet publikum, der forsøgte at "outsinge" skuespillerne og "chatte" under showet.

Mindst ti personer blev smidt ud under den første akt efter at have sunget med på sangene.

Vidner berettede om "mini-optøjer" og "slagsmål" blandt publikum, og politiet blev tilkaldt 10 minutter før showets finale.

Mindst to kvinder blev eskorteret ud af teatret af politiet, og flere patruljer blev tilkaldt for at få kontrol over situationen. Publikum begyndte ligefrem at klappe, da politiet fjernede dem.

Efter showet blev der rapporteret om endnu et "mini-optøj", og flere patruljer blev tilkaldt for at få styr på situationen.

Modbydelig opførsel

Melody Thornton, tidligere medlem af Pussycat Dolls og hovedrollen i showet, tog til Instagram for at sende en besked til sine 136.000 følgere efter hændelsen.

Hun takkede alle, der var respektfulde over for de optrædende, og udtrykte sin beklagelse over dem, der ikke var.

Ayden Callaghan, der spiller livvagten Frank Farmer, beklagede også situationen på Twitter.