Fordi det ikke var muligt for dem at annullere en reservation på Airbnb, besluttede et kinesisk par sig for at tage hævn. Det gjorde de ved at lade hanerne være åbne i intet mindre end 25 dage.
Det viste sig naturligvis at være en meget dyr omgang, da der blev brugt intet mindre end 120.000 liter vand under deres ophold.
Parret havde bestilt en rejse til Seoul i Sydkorea, hvor de forsøgte at få annulleret en bolig. Det gik dog ikke, som de havde håbet på, hvorfor de blev sure på Airbnb.
Da platformen nægtede, ønskede parret ikke at finde et alternativ og besluttede at sabotere ejendommen. De valgte ifølge South Morning China Post at tænde alle lys, elektroniske apparater og åbne hanerne samt gassen.
For at sikre, at der stadig var gang i det hele, sørgede det sure par for at vende tilbage til lejligheden hver tredje dag.
Det hele blev afsløret af gasselskabet. De reagerede på, at der pludselig var en meget stor stigning i forbruget i den pågældende bolig. Faktisk var der tale om så stor en stigning, at de troede, at der var tale om en lækage.
Det endte med at blive en meget dyr omgang, da regningen for forbruget i denne periode løb op i hele 1.570 dollars, hvilket svarer til cirka 10.800 kroner. Det dækker over det store forbrug af både vand, gas og elektricitet.
Lejlighedsejeren blev bedt om at løse situationen direkte med de rejsende, da Airbnb ikke dækker regninger fra forsyningsselskaber. Imidlertid havde parret allerede forladt landet. Derfor var det vedkommende, der ejede boligen, der endte med at måtte betale den store regning for deres forbrug.