Sommeren nærmer sig, og mange danskere gør sig klar til at rejse mod sydens varme.
Med kufferten pakket drager mange mod solrige destinationer, hvor Grækenland ofte er et populært valg.
Det er almindeligt at leje en bil på ferien i udlandet, men det kræver opmærksomhed. Uden kendskab til de lokale færdselsregler kan billejen hurtigt blive dyrere, end man forventer.
I Grækenland er strafferammerne for fart, brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel og spirituskørsel nemlig blevet betydeligt skærpet.
Det skriver Inside Digital.
Kørekortet kan ryge – mindst i 30 dage
Hvis du tror, det er ufarligt lige at tjekke en SMS under kørslen, tager du fejl i Grækenland.
Bliver du opdaget med mobilen i hånden, vanker der en bøde på 350 euro (cirka 2.600 kroner), og dit kørekort bliver beslaglagt i 30 dage.
Gentager du forseelsen, stiger bøden til 1.000 euro (omkring 7.500 kroner), og kørekortet bliver taget i seks måneder. Ved tredje overtrædelse skal du betale 2.000 euro (ca. 15.000 kroner) og mister retten til at køre bil i et helt år.
Hold øje med farten
Hvis du er typen, der presser speederen i bund, bør du virkelig følge med på speedometeret.
Kører du over 200 km/t, kan du få en bøde på op til 8.000 euro (cirka 60.000 kroner), og dit kørekort kan blive inddraget i fire år.
Pas på alkoholen – ingen vin bag rattet
Græsk mad smager ekstra godt med et glas vin, men hvis du drikker for meget, må du ikke sætte dig bag rattet.
Promillegrænsen i Grækenland er 0,5, og overskrider du den, kan du risikere at miste kørekortet i op til 10 år.
Kan man bare ignorere bøder fra udlandet?
Det korte svar er nej.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik bliver klip i kørekortet eller strafpoint i udlandet normalt ikke meldt til det danske politi. Men hvis du mister kørekortet, får de danske myndigheder besked, og ubetalte bøder – som fartbøder – bliver ofte sendt videre.
Derudover er der nye regler på vej, som kan betyde, at en enkelt forseelse i et EU-land kan føre til kørselsforbud i hele EU.