Mand, der i hemmelighed havde tre jobs, skal betale 670.000 kroner tilbage

29/02/2024 07:01

|

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock.com
En mand, der i al hemmelighed havde tre forskellige jobs, skal til lommerne.

Mest læste i dag

En ansat, der i hemmelighed arbejdede fuldtid for tre boligselskaber på samme tid, har mistet alle tre jobs. Desuden skal han betale to af sine arbejdsgivere tilbage, hvilket beløber sig til cirka 670.000 kroner. Det skriver RTL Nieuws.

Manden startede i slutningen af 2017 hos boligselskabet Wooncompas i Ridderkerk. I stillingen som 'konsulent for boligområder' arbejdede han 36 timer om ugen mod en månedsløn på 4.560 euro.

Halvandet år senere tog manden, uden at informere sin første arbejdsgiver, imod et andet fuldtidsjob. Dette var hos boligselskabet Mooiland i Grave, hvor han begyndte at arbejde som forvalter mod en månedsløn på 4.418 euro for 32 timer om ugen.

Hos sin anden arbejdsgiver fik manden tilladelse til at arbejde 8 timer om ugen hos Wooncompas. I virkeligheden arbejdede han der 36 timer om ugen. Dette gik bemærkelsesværdigt længe ubemærket hen, da hans arbejdsgivere intet opdagede. Muligvis fordi medarbejderen i sine funktioner ofte kunne arbejde uden for kontoret.

I oktober 2019 meldte manden sig syg hos Wooncompas som følge af en trafikulykke, og en måned senere meldte han sig også syg hos Mooiland. Han fik løn under sygdom fra begge arbejdsgivere.

Selvom manden altså var sygemeldt ved sine første to arbejdsgivere, tog han imod et tredje job i sommeren 2020. I april samme år begyndte han som freelancer 8 timer om ugen hos boligselskabet Wooninvest i Voorburg, hvilket blev omdannet til en fuldtidsansættelse i juni.

Ikke længe efter blev manden dog afsløret. Efter meddelelser fra hans pensionsselskab om, at han også var registreret hos to andre selskaber, opdagede hans første arbejdsgiver, at manden havde flere jobs. Derfor blev han fyret med det samme.

Efterfølgende har to af de tre tidligere arbejdsgivere krævet erstatning fra manden. De kræver, at manden tilbagebetaler en del af den løn, de betalte ham i perioden.

Den første arbejdsgiver krævede et beløb på næsten 64.000 euro, hvilket svarer til næsten 480.000 kroner, mens den anden  arbejdsgiver krævede mere end 37.500 euro tilbage. Det svarer til næsten 280.000 kroner.

Men manden mente ikke, at han behøvede at tilbagebetale noget som helst, da han havde udført arbejdet for begge selskaber til deres tilfredshed.

Han påpegede, at han også arbejdede uden for kontortid, og at han havde udliciteret en del af arbejdet. Han fremhævede også, at hans arbejdsgivere aldrig havde klaget over hans arbejde.

Retten var delvist enige i dette forsvar og afgjorde, at manden for perioden før sin sygemelding ikke behøvede at tilbagebetale lønnen, da værdien af hans arbejde ikke kunne sættes til nul.

Men for perioden, hvor manden var sygemeldt hjemme, hvor han tog imod et tredje job, blev han dømt til at tilbagebetale den løn, som de to selskaber havde udbetalt.

Derfor skulle han betale næsten 44.000 euro til Wooncompas og  mere end 37.500 euro til Mooiland. Derudover blev han dømt til at dække en del af sine tidligere arbejdsgiveres omkostninger til retssagen. Derfor løb det samlede beløb op i omkring 90.000 euro, hvilket svarer til cirka 670.000 kroner.