Klimaaktivister modtog strengeste dom nogensinde: Så længe skal de bag tremmer

01/08/2024 20:18

|

Sebastian Ilsøth

Foto: Presse-fotos.dk
En håndfuld britiske klimaaktivister har fået en historisk hård dom.

Mest læste i dag

I november 2022 klatrede 58-årige Roger Hallam, 38-årige Daniel Shaw, 58-årige Louise Lancaster, 35-årige Lucia Whittaker De Abreu og 22-årige Cressida Gethin over hegnet til den travle M25-motorvej, der omgiver London.

De fem er klimaaktivister og medlemmer af organisationen 'Just Stop Oil'. Deres mål med aktionen var at blokere motorvejen for at rette opmærksomheden mod klimaforandringerne.

Aktionen medførte, at politiet af sikkerhedsmæssige årsager midlertidigt måtte lukke motorvejen, hvilket skabte store trafikproblemer for tusindvis af bilister.

Aktivisterne blev dog hurtigt anholdt, og motorvejen kunne genåbnes. Men protesten har fået alvorlige konsekvenser for dem. De er blevet idømt de strengeste straffe for ikke-voldelige protester i Storbritanniens historie.

De gik over stregen

Ifølge BBC resulterede deres aktion i omkring 51.000 timers forsinkelse på M25, og de blev også indirekte holdt ansvarlige for en ulykke, hvor to lastbiler kolliderede.

Det er blevet vurderet, at protesten kostede det britiske samfund mindst £765.000 (ca. 6,8 millioner kroner) i forsinkelser og lignende, mens politiet havde udgifter på omkring £1.100.000 (ca. 9,8 millioner kroner) på grund af aktionen.

Dommer Christopher Hehir udtalte i retten, at aktivisterne havde "krydset grænsen fra bekymret aktivist til fanatiker," inden han idømte dem alle lange fængselsstraffe.

Ved Southwark Crown Court blev Shaw, Lancaster, De Abreu og Gethin hver især idømt fire års fængsel, mens Hallam fik fem års fængsel. Hallam modtog den hårdeste straf, da retten betragtede ham som hovedmanden bag aktionen og på grund af de omfattende konsekvenser og den omhyggelige planlægning, der lå bag protesten.