Japansk mand, der 'blev' til en hund, tog for første gang i parken - og hundene flygtede fra ham

27/04/2024 16:20

|

Nicolai Busekist

Foto: YouTube
Toko-san var i kontakt med andre mennesker og ægte hunde, der havde blandede og sjove reaktioner - og han elskede det.

Mest læste i dag

Et år efter han besluttede sig for at "forvandle" sig til en hund, besluttede japanske Toko-san at gå udendørs og dermed også vise sig frem for offentligheden.

Den japanske mand, der har vakt opsigt verden over, besøgte for første gang en offentlig park, hvor han interagerede med andre mennesker og dyr.

I september sidste år gik han i snor nær sit hjem, men dengang indrømmede han, at han 'ikke følte sig komfortabel' ved at interagere med fremmede. Nu har alt ændret sig, og det er der også kommet en viral video ud af.

I en ny video delt på hans YouTube-kanal ses Toko-san med sin 'værge', hvor han blandt andet gør sig klar til nogle timer i parken. I selve parken ser man, hvordan han lægger sig på jorden, ruller rundt og forsøger at interagere med andre hunde.

Selvom hundene i første omgang synes at være nysgerrige, ender de fleste af dem faktisk med at løbe væk, når de nærmer sig. Det virker derfor til, at de andre hunde var en anelse bange. Måske kunne de nemt gennemskue, at det var Toko-san og ikke en rigtig hund.

Det var i april forrige år, at Toko-san delte sit nye hundeliv med verden for første gang.

"Jeg har besluttet at stoppe med at være menneske og blive en Collie," skrev han på sine sociale medier.

Hundekostumet blev lavet på bestilling af det japanske firma Zeppet, der har speciliseret sig i at lave skulpturer og kostumer til tv-reklamer, film og forlystelsesparker. Efter 40 dages arbejde var det klar.

Siden da har den japanske mand delt ud af eventyrene fra sit nye liv på YouTube. Dette omfatter blandt andet at sove i bur, lære tricks, gå i snor og spise falsk hundemad.

"Siden jeg var barn, har jeg haft denne uspecifikke fantasi om at blive et dyr. Jeg spekulerer på, om det var et ønske om transformation," sagde han til den britiske avis Daily Mirror.

Til det britiske medie fortalte han også, at han var bange for, at hans venner skulle synes, han var 'mærkelig'. Derfor tøvede han også med at gøre alvor af sin drøm i lang tid, men til sidst besluttede han sig for at føre den ud i livet.

"De og min familie blev meget overraskede over at høre, at jeg var blevet et dyr," sagde han. I dag føler han sig mere selvsikker og har lovet, at han snart vil tage på flere ture rundt i byen.