At arrangere en børnefødselsdag kan være en meget krævende opgave for forældre, da det ofte indebærer stress og larm.
Men det var ikke det, der blev det største problem for en far til en 5-årig autistisk pige, da han skulle holde datterens fødselsdag.
Han havde inviteret 10 børn til festen, men ingen af dem kom, hvilket var svært både for datteren og forældrene. På et tidspunkt spurgte datteren Remi, hvorfor der ikke var nogen, der var mødt op.
“Hun vendte sig pludselig om og spurgte ‘Mor, hvor er alle mine venner?’. Det føltes som et knivstik i hjertet,” fortæller Remis far, PJ Robins, til Wales Online.
Faren forklarer, at det ramte datteren ekstra hårdt, fordi hun er autistisk. Hun har svært ved pludselige ændringer, og det var hårdt for hende, at der ikke kom nogen til at fejre hende, som hun havde forventet.
Fremmede trådte til
For at undgå at gøre datteren ked af det, fandt PJ Robins på en kreativ løsning, som han ikke havde forventet ville virke så godt.
Han lagde et opslag på en lokal Facebook-gruppe, hvor han inviterede alle til at komme og fejre hans datter.
“Hvis der er nogen, der har lidt tid og et barn på samme alder som min datter, så vil I gøre hende en kæmpe tjeneste ved at komme til fødselsdag. Vi forventer ikke gaver eller kort, alt er betalt, og der er masser af mad. Vi ønsker bare, at nogle børn vil fejre vores lille pige,” skrev han i opslaget.
Selvom han ikke regnede med meget respons, kom der hurtigt mange reaktioner. Hele 14 børn og deres forældre dukkede op til festen, og flere tilfældige fremmede ringede på døren for at ønske Remi tillykke, før de gik igen.
“Responsen var overvældende, og vi får stadig beskeder fra folk, som har set opslaget og gerne vil sende et kort eller møde Remi,” fortæller PJ Robins, som er dybt taknemmelig over alle de fremmede, der gjorde hans datters fødselsdag til noget helt særligt.