Tidligere på ugen blev en video fra Manchester Lufthavn hurtigt spredt på sociale medier. Videoen viser en politibetjent, der peger en tazer mod en mand, der ligger på jorden, mens han samtidig sparker ham i hovedet.
Videoen udløste stor debat, og mange kritiserede politiets håndtering af situationen. Men nu er en ny video, der viser, hvad der skete forud for hændelsen, dukket op, hvilket har skabt mere forståelse for politiets handlinger.
Ifølge det britiske medie Ladbible er denne nye video blevet delt af Manchester Evening News og viser, hvordan den voldelige episode begyndte.
På videoen kan man se, at tre betjente bliver overfaldet, da de forsøger at anholde en mand i lufthavnens Terminal 2. Situationen eskalerer hurtigt til et voldsomt slagsmål, hvor både betjente og angribere slår løs på hinanden.
Først da betjentene trækker deres tazers og får neutraliseret de fire personer, der overfaldt dem, falder der ro over situationen. Det er i denne sammenhæng, at en betjent tilsyneladende sparker en af angriberne i hovedet.
Artiklen fortsætter under videoen.
Siden denne nye video blev offentliggjort i lørdags, har politiet fået mere opbakning, selvom nogle stadig kritiserer betjentene. Den betjent, der tilsyneladende udfører sparket, er fortsat under efterforskning for vold.
Dette bekræfter IOPC, den britiske pendant til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som har til opgave at undersøge klager over politiet.
Ingen har hele sandheden
Debatten fortsætter på sociale medier, men Manchesters borgmester, Andy Burnham, har opfordret folk til ikke at drage forhastede konklusioner, da ingen endnu kender hele historien.
"Det er en kompleks situation, meget voldelig faktisk, og der var problemer på begge sider. Derfor beder jeg folk om ikke at springe til konklusioner på grund af situationens kompleksitet [...]. Ingen har det fulde billede," har han forklaret og uddybet:
"Jeg ved, at det er frustrerende i vores verden, hvor alle ønsker hurtige konklusioner, men sådan fungerer livet ikke [...]. Folk vælger side [...], men sandheden ligger ofte et sted i midten. Livet er mere kompliceret, end folk nogle gange gør det til på sociale medier."
Politiet i Manchester har i en udtalelse gjort det klart, at alle tre betjente involveret i hændelsen blev bragt til hospitalet for behandling. En kvindelig betjent blev blandt andet behandlet for en brækket næse.
Fire personer blev anholdt i forbindelse med episoden.